Ældrerådet i Noddjurs Kommune er meget bekymrede for planerne for ændringer på Grenaa Regionshospital og lægebilens fremtid på Djursland.
Norddjurs ældreråd har derfor skrevet til regionsrådet således:
Ældrerådet har i sit møde i dag den 20. juni 2007 drøftet regionens planer for nedskæring af åbningstiden i skadestuen til fremtidig at være fra kl. 8.00 til 16.00, og en bemanding af lægebilen uden læger.
Ældrerådet ser med bekymring på disse forslag, der helt givet vil forringe den akutte lægeservice her på Djursland. Forslaget vil skabe en stor utryghed overfor borgerne, og ikke mindst overfor ældre medborgere.
Den delvise lukning af Grenaa Sygehus skabte i sin tid store bekymringer hos befolkningen, der ikke allerede nu tåler yderligere forringelser.
Ældrerådet føler at der her er tale om et rent økonomisk skrivebordsarbejde, der ikke tager hensyn til konsekvenserne overfor befolkningens tryghed og service her på Djursland, og ikke ligestiller den lægelige service her med den øvrige del af regionen. Ældrerådet skal derfor opfordre medlemmerne af Regionsrådet til at se på den menneskelige side af sagen, og fortsat bevare en døgnbemandet skadestue i Grenaa, og ligeledes bevare lægebilen bemandet med læger.
Norddjurs og Syddjurs kommuner har ca. 80.000 indbyggere, hvoraf de ca. 40.000 har langt til hospitalerne i Århus og Randers, og derfor føler tryghed ved nærheden til Skadestuen i Grenaa. Vi må også hense til at spidsen af Djursland har hen ved 100.000 turister hver sommer, der i mange tilfælde forøger behovet for hurtig lægeassistance.
Ældrerådet hilser i øvrigt planerne for udbygning og forbedringer af Grenaa Regionshospital, med en sundhedsafdeling og sengeafsnit med 20 pladser meget velkommen, slutter ældrerådet sin henvendelse til regionsrådet.
Kilde: Grenaa Bladet
sof