Ca. 200 irakere - tolke, andre tidligere ansatte ved danske myndigheder og deres nærmeste familiemedlemmer - er i denne uge kommet til Danmark for at søge asyl.
Og efter et foreløbigt ophold på Sjælsmark Kaserne i Nordsjælland får irakerne i løbet af kort tid til huse på Dansk Røde Kors-centre i henholdsvis Thyregod i Vejle Kommune og i Mariesmindecentret ved Ebeltoft i Syddjurs Kommune.
I en kommentar til ankomsten af de irakiske tolke og deres familier i Syddjurs Kommune siger ferierende borgmester Vilfred Friborg Hansen (soc):
- I Ebeltoft har man af flere omgange haft asylansøgere boende i Mariesmindecentret uden problemer, så det er helt naturligt, at lokalsamfundet træder til igen og hjælper i den nuværende situation.
- Det er jo Udlændingeservice og Dansk Røde Kors, der tager sig af alt det praktiske, og lokalsamfundets og Syddjurs Kommunes opgaver vil udelukkende være tage godt imod nogle mennesker, som jo har gjort en indsats for Danmark, siger Vilfred Friborg Hansen.
Rejsen til Danmark har Forsvarsministeriet stået for, og nu går Udlændingeservice i gang med at behandle asylansøgningerne.
Udlændingeservice forventer at kunne behandle ansøgningerne inden for ca. tre måneder. Afgørelsen af, om irakerne opfylder betingelserne for at få asyl i Danmark, bliver truffet af asylmyndighederne efter de samme regler og procedurer, der gælder i andre tilsvarende sager. Det vil sige, at der bliver foretaget en individuel vurdering af hver enkelt ansøgning. Mens ansøgningerne behandles, bliver tolkene og deres familier indkvarteret på samme vis og får de samme tilbud som andre asylansøgere.
Kilde: Syddjurs Kommune
sof