Så det er en skrøne, at det offentlige ikke kan tiltrække nye medarbejdere, fortæller borgerservicechef Hans Jørgen Laursen.
»Svært at få ansøgere til det offentlige?« Det gælder ikke i Norddjurs Kommune.
Borgerservice har opslået tre stillinger - to faste og et vikariat. 89 personer har søgt. De tre nye medarbejdere skal helst være på plads senest 1. september 2007.
- Det er dejligt at mærke så stor en interesse for stillingerne. Mere end halvdelen fortæller, at de er i uopsagte stillinger, så det er en skrøne, at den offentlige sektor ikke kan tiltrække medarbejdere, mener borgerservicechef Hans Jørgen Laursen, Norddjurs Kommune.
Aldersmæssigt spænder ansøgerne bredt, lige fra starten af 20’erne og op til godt og vel de 60.
Generationsskiftet er i gang
- De to faste stillinger er genbesættelser, så opslaget er også et bevis på, at generationsskiftet i det offentlige er så småt ved at komme i gang. Vi tager 12 ind til samtaler. Samtalerne finder sted i slutningen af juli, så vi hurtigst muligt kan få de nye kolleger ind, siger Hans Jørgen Laursen.
Borgerservicechefen kan af ansøgerfeltet se, at hovedparten er bosat på Djursland, men der er også ansøgere fra den øvrige del af Jylland og fra Sjælland.
To af de tre nye medarbejdere i Borgerservice i Norddjurs Kommune skal arbejde på rådhuset i Grenaa, mens den tredje bliver tilknyttet kontoret i Allingåbro.
Kilde: Grenaa Bladet
sof