Roendeportalen.dk

Tak til
 






  
05/05 2023

Nyt projekt med fokus på ældresikkerhed

Projektet vil målrette sikkerhedsindsatsen til de områder, hvor den ældre
befolkning er særligt udsat, dvs. forebyggelse af ulykker i hjemmene fortæller sidste blad fra Beredskabsforbundet "Beredskab".


Af ældrerådsformand S. E. Christiansen, Norddjurs Kommune

Opgørelser fra Statens Institut for Folkesundhed viser at faldulykker blandt personer over 60 år, alene i 2005 medførte 45.000 henvendelser til skadestuer og 13.000 heraf med efterfølgende hospitalsindlæggelser. De hyppigste skader er hoftebrud, håndledsbrud, sår i hovedet og kvæstelser forskellige steder på kroppen. De alvorligste heraf er brud på hofte eller lårben, hvilket forekommer ca. 6.000 gange årligt. Herud over resulterer faldulykker i ca. 1.350 dødsfald om året blandt den ældre befolkning.
Der er således ikke noget at sige til, at mange ældre føler deres sikkerhed unødvendigt truet, når Region Midtjylland kommer med forslag til forringelser omkring åbningstiden på Grenaa Regionshospitals skadestue, og ændret bemanding af lægeambulancen uden læger, der erstattes af akut-sygeplejersker.

Mange brandulykker hos den ældre del af befolkningen

Også brandulykker rammer ifølge statistikkerne den ældre befolkning hårdest. Det kan skyldes nedsat reaktionsevne hos de ældre, som både kan have betydning for, hvordan man reagerer på en opstået brand og for sandsynligheden for at starte brand, f.eks. ved at glemme tændte cigaretter eller el-apparater. Langt størstedelen af ofrene for dødsbrande er over 60 år.
Det er ikke nogen nyhed at især ældre rammes af ulykker, men det nye er at Beredskabsforbundet nu gennemfører en målrettet indsats for at forebygge skaderne med Projekt Ældresikkerhed, og gå i spidsen med at forebygge ulykkerne hos befolkningen over 60 år, der er særlig udsatte.
Projektet dækker over foredrag om forebyggelse af ulykker i hjemmet og sikkerhedstjek i hjemmene, herunder forebyggelse af fald- og brandulykker.
Ældresikkerhedsindsats sker i samarbejde med Falck, men Beredskabsforbundet er ansvarlig for afholdelse af foredrag om sikkerhed, mens Falck forestår sikkerhedstjek i de ældres hjem, hvor der bl.a. opsættes røgalarmer og uddeles sikkerhedsmåtter. Der er etableret samarbejde med Ældre Sagen, Ældremobiliseringen og Ergoterapeutforeningen, kommunale beredskabschefer, ældreplejen, plejehjem og kommunal politikere. Det er hensigten, at foredragene om ældresikkerhed bl.a. afholdes af ældreorganisationerne.

Pilotprojektet afprøves i Allerød

Beredskabsforbundets landskontor har aftalt med de frivillige og den kommunale beredskabschef i Allerød at afprøve ældresikkerheds-konceptet i Allerød med start den 1. august 2007, hvorefter det er tanken at udbrede projektet til hele landet fra den 1. januar 2008.

Grenaa agter også at deltage

Kredsleder Jan Lindstrøm, Grenaa, fortæller at man også her er klar til at deltage i projektet, og man blot afventer landskontorets nærmere anvisninger. Han tilføjer at forbundet har holdt brandbekæmpelseskurser i Rønde og Ebeltoft med god tilslutning, og han tror på at projektet ældresikkerhed vil opnå en god tilslutning hos mange ældre.

Kilde: Grenaa Bladet

sof


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem pÃ¥ din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam