Dagtyve har været på spil i tre byer - Pindstrup, Thorsager og Auning, hvor de alle steder har begået indbrud i villaer ved højlys dag og fået et betydeligt udbytte.
Alle indbrud fandt sted tirsdag 31. juli, og kriminalpolitiet formoder, at det er de samme gerningsmænd.
Størst udbytte fik tyvene i en villa på Plantagevej i Pindstrup, hvor de brød ind mellem kl. 6.30 og 13 efter at have brækket et vindue op.
Der var to schæferhunde i villaen, og dem lukkede tyvene ud i haven, så de i fred og ro kunne arbejde i huset. Herfra er der stjålet tre stationære computere, en bærbar computer, fire fladskærme på 17, 19, 37 og 42 tommer samt to pengeskabe med et beløb, som ikke er gjort op.
En villa på Stationsvej i Thorsager havde tyvebesøg mellem kl. 8 og 13. Her forsvandt der en 17 tommer fladskærm til en computer og et digitalkamera af mærket Acer.
Ligeledes ved højlys dag - mellem kl. 7.30 og 17 - blev der begået indbrud i et hus på Alvejen i Brunmose i Løvenholm Skov øst for Auning. Tyvene skaffede sig adgang efter at have brækket et vindue op og stak af med bl.a. to bærbare computere og nogle smykker.
Kriminalpolitiet i Grenaa vil gerne have oplysninger til opklaringsarbejdet.
m.s.
Kilde: Grenaa Bladet
sof