korte nyheder
Racekat væk efter indbrud
Efter et indbrud i en villa på Alpevej i Hornslet savner familien deres racekat. Om tyvene har stjålet katten, eller den er løbet væk, da tyvene brød ind, vides ikke.
Tyvene kom ind ved at opbryde en dør og gennemrodede det meste af huset, men udover katten er der ikke forsvundet noget.
Nabo-huse ramt af indbrud
To huse, der ligger ved siden af hinanden på Birkevej i Hornslet, har begge haft besøg af indbrudstyve. I det ene hus er der stjålet en fladskærm af mærket Denver, en guldring og et pengebeløb, der ikke er gjort op. Et vindue til toilettet var brudt op. I det andet hus var et stuevindue brækket op. Her er beboerne på ferie, så det er ikke gjort op, hvor meget der er forsvundet.
Ved et indbrud i en garage ved Hornslet Skole er der stjålet en buskrydder af mærket Husqvarna. Døren var brækket op med et koben.
Turist mistede pung med 1.300 kr.
En tysk turist, en kvinde, har anmeldt tyveri af en skindpung med godt 1.300 kr. Pungen blev »fisket« op af hendes taske, som hun gik med over skulderen på Torvet i Ebeltoft.
Kræsne tyve
Ved at opbryde et vindue kom tyve ind på et kontor på Tingvej i Hornslet. Hele kontoret blev gennemrodet, men de kræsne tyve fandt intet af interesse og gik tomhændede bort.
Nyt tyveri fra turists bil
Endnu en turist har anmeldt indbrudstyveri i sin bil ved Ebeltoft.
Denne gang skete det på parkeringspladsen ved Olaf Ryes Vej i Borup på Helgenæs, og det gik ud over en sort Volvo V 70 stationcar. Tyvene forsøgte først forgæves at opbryde bagklappen, hvorefter de kom ind ved at knuse venstre siderude. Fra kabinen er stjålet en håndtaske med pung og penge samt personlige papirer til en samlet værdi af ca. 10.000 kr. Tyveriet skete søndag 5. august mellem kl. 14 og 16.
Kassevogn stjålet
En blå kassevogn af mærket VW Transporter er blevet stjålet fra Industrivej i Ryomgård og efterlyses af politiet. Bilen har nummeret NS 95 304.
Frækt tyveri fra sommerhus
Et frækt tyveri blev tirsdag eftermiddag i sidste uge begået i et sommerhus på Ydunsvej ved Boeslum Strand.
En familie var netop kommet til sommerhuset og stillede bagagen ind i soveværelset, hvorefter de tog til stranden for at bade. Da de kom tilbage til sommerhuset godt en time senere, var vinduet til soveværelset brækket op. Tyven kunne herved læne sig ind og tage nogle effekter fra værelset. Der er stjålet en ny bærbar computer af mærket HP og et digitalkamera af mærket Sony. Tyveriet fandt sted mellem kl. 16.30 og 17.30.
Lommetyv på spil i Ebeltoft
En kvinde har anmeldt til politiet, at hun tirsdag i sidste uge blev udsat for et lommetyveri i forretningen Mads og Mille i Jernbanegade 27 i Ebeltoft, hvor hun var kunde. Mens hun opholdt sig i butikken kl. ca. 11.45, »fiskede« en tyv hendes damepung med ca. 2.000 kr. og personlige papirer op af hendes lomme.
Trick-tyv i Netto
En ældre kvinde har været udsat for et trick-tyveri i Netto på Birkevej 41 i Rønde.
Kvinden mener, at gerningsmanden er en udlænding, hvis søn afledte hendes opmærksomhed, mens hun var inde i forretningen. Kort efter opdagede kvinden, at hendes pung var fjernet fra hendes taske. Pungen indeholdt ca. 400 kr. og personlige papirer.
Sigtet for ulovlig markafbrænding
Politiet fik tirsdag kl. 16.05 i sidste uge en henvendelse om, at der foregik ulovlig markafbrænding på en mark ved Storkehøjvej nær Dråby. En patrulje kørte derud, og betjentene konstaterede, at en landmand var ved at brænde en stubmark af. Efter reglerne må der ikke længere brændes halm af på marker, og landmanden vil nu få et bødeforelæg for ulovlig markafbrænding, oplyser politiet.
Bil stjålet ved Ebeltoft-hotel
En bil blev natten til tirsdag i sidste uge stjålet, mens den stod på parkeringspladsen ved Hotel Vigen i Ebeltoft. Det drejer sig om en rød Opel Omega, der har nummeret TT 41 353.
Kasse-dyk i Kvickly
I et ubevogtet øjeblik har en kunde set sit snit til at tage ca. 4.500 kr. fra et kasseapparat i Kvickly på Østerallé 16 i Ebeltoft. Dykket i kassen skete tirsdag 7. august kl. 15.41.
Ud i vandet for at stjæle
En jolle til en værdi af ca. 10.000 kr. er blevet stjålet fra Vestervang i Dejret på Mols. Der er tale om en 14 fods orange glasfiberjolle, der var fortøjet ca. tre meter ude i vandet.
Stort tyveri ved højlys dag
Tyve fik et stort udbytte, da de ved højlys dag brød ind i et hus på Brunmosevej i Pindstrup.
Fra huset fjernede de et stereoanlæg af mærket Sony, to bærbare PC'ere af mærket Dell og Fuijitsu-Siemens, en scanner, smykker, en mobiltelefon og en kuvert med penge. Man kan ikke se, hvordan tyvene er kommet ind.
Fladskærm stjålet i et sommerhus
Ved et indbrud i et sommerhus på Elsehøj ved Fuglsø Strand er der stjålet en fladskærm. En dør var brudt op. På Roavej i Holme ved Ebeltoft har der været indbrud i et udhus, hvor tyvene aflistede en vinduesrude i et anneks. Der er fjernet en 25 liters dunk med benzin. Dunken blev senere fundet tom i nærheden.
Ikke en mine, men et barnevognshjul
En mand, der bor på Brøsbjergvej på Helgenæs, anmeldte forleden til politiet, at han under gravning i sin have havde fundet en mistænkelig genstand. Han mente, det var en mine og turde derfor ikke grave videre. Den tilkaldte politipatrulje kunne konstatere, at det ikke var en mine, men et hjul til en barnevogn, der i flere år havde ligget og rustet i jorden.
En slem forskrækkelse
Beboere på Solvangsvej 1 i Ebeltoft fik forleden aften en slem forskrækkelse, da en to en halv kilos gasflaske blev kastet gennem en rude og ind i deres hus. Heldigvis blev ingen personer ramt.
Alarm skræmte tyv
En kraftig tyverialarm var formentlig årsagen til, at en tyv ikke fik noget udbytte i Focus-købmandsforretningen på Søndervang 1 i Balle. Da en sten blev kastet gennem en rude til butikken meget tidligt om morgenen, gik alarmen i gang og skræmte tilsyneladende tyven.
Kilde: Grenaa Bladet
sof