»Løverne« og »løvinderne« fra hhv. Lions Club Grenaa og Lions Club Grenaa Olivia satte i bogstaveligste forstand fut i havnemiljøet på Grenaa Havn i lørdags.
Og mens vejrguderne nærmest druknede sjællænderne i regn, så holdt de på én og samme tid hånden over Grenaa og omegn - og dermed dette års udgave af »Fut i Havnemiljøet 2007«. Det vil sige masser af solskin og varmegrader denne august-lørdag. Dagens program startede traditionen tro med gratis morgenkaffe, rundstykker og underholdning. Siden fulgte den obligatoriske fiskeauktion og et sildebord v/ Lions Club Olivia.
Herstående fotos er taget i forbindelse med den ligeså obligatoriske brand- og redningsøvelse ved Beredskabsgården og Falck. De lokale brandfolk og Falck demonstrerede således deres færdigheder i forbindelse med brand- og redningsarbejde ved en bilbrand, en trafikulykke med fastklemte personer og en brand i en fiskerkutter. Det hele blev på kompetent og veloplagt vis præsenteret og kommenteret af beredskabschef Erik Laursen. Og som det fremgår af begge billeder var der masser af mennesker på Grenaa Havn i lørdags.
Men der skete også mange andre ting. Blandt andet et bådrace i havnebassinet, hvor deltagere fra Elcon, Kattegat Teknik, Beredskabsgården, VVS Per Møller, Malerfirmaet Tipsmark, North Star og Grenaa Fiskeriforening dystede mod hinanden i mere eller mindre sødygtige fartøjer.
Dagens underholdning i øvrigt var lagt i hænderne på Grenaa Blæserne, Grenaa Harmonikaklub og Grenaa Amatørteater.
Kilde: Grenaa Bladet
sof