Brandvæsnet blev mandag eftermiddag i sidste uge kaldt ud til en større markbrand ved Ålsrode, hvor ilden bredte sig overraskende hurtigt.
Det endte med, at tre stubmarker blev afsvedet, ligesom flere levende hegn blev flammernes bytte. Hvordan branden er opstået vides ikke. Ingen landmænd i området foretog markafbrænding, og ifølge politiet kan et henkastet cigaretskod have været årsagen.
Ilden opstod ved 12.30-tiden på en mark ved Ålsrodevej, og i det varme vejr med en tør blæst bredte den sig herfra til to andre marker i et trekantsområde mellem Ålsrodevej-Kejsegårdsvej og Hoedvej. Ilden havde godt fat, og store flammer stod på et tidspunkt op fra markerne.
Beredskabsgården i Grenaa sendte fem brandslukningskøretøjer, og det varede nogen tid, inden brandmandskabet fik ilden i stubmarkerne med snittet og løs halm under kontrol. Det tog også en del tid at få nedkæmpet ilden i de levende hegn i området. En lokal landmand lavede brandbælter med en harve, hvilket var til stor hjælp og medvirkende til, at ilden ikke bredte sig yderligere.
Ålsrode-brandens udvikling viser, at der trods en regnfuld sommer hurtigt kan blive tørt i naturen, og der er grund til at advare mod uforsigtighed i forbindelse med tobaksrygning i det fri.
m.s.
Kilde: Grenaa Bladet
sof