Politiet leder fortsat efter en ung mand, som natten til søndag 5. august begik fuldbyrdet voldtægt mod en 18-årig pige i Auning.
Den 18-årige pige fra Auning havde sammen med nogle venner været til en lokal rock-koncert, Rock i Parken, på festpladsen i i byparken i den nordlige udkant af Auning.
Da musikken var stoppet, og hun skulle hjemad ved godt 01-tiden, kunne hun ikke finde nogle af de venner, hun fulgtes med. Den 18-årige pige blev kort efter kontaktet af en ung mand, der lokkede hende med til et afsides område ved Mols-husene på Tårupvej. Her trak han hende ind i et buskads og voldtog hende. En forbipasserende hørte hendes råb om hjælp og gik efter lyden. Da han nærmede sig gerningsstedet og råbte noget, tog voldtægtsmanden flugten.
Godt signalement
Politiet havde allerede en patrulje i området, fordi der havde været nogen uro i forbindelse med koncerten, men det lykkedes trods et godt signalement ikke at finde voldtægtsmanden. Politiets hundepatrulje undersøgte området ved byparken for at lede efter spor. Kvinden har beskrevet ham som værende 18-25 år og ikke ret høj - kun ca. 160 cm. Han var buttet, havde et lyst strithår og talte med den lokale dialekt. Har nogen set pigen blive kontaktet af gerningsmanden eller i øvrigt set noget af værdi for opklaringen, vil kriminalpolitiet i Grenaa gerne høre nærmere. Det kan ske på tlf. 8758 1448.
m.s.
Kilde: Grenaa Bladet
sof