Tre unge mænd er blevet varetægtsfængslet som sigtet for et røverisk overfald i Thorsager, hvor en 17-årig mand tidligt om morgenen blev overfaldet og frataget sin knallert. Et regulært landevejs-røveri.
To af de fængslede er 19 år og er fra Mørke og Pindstrup, mens den tredie er 15 år og fra Pindstrup. På grund af hans unge alder blev den 15-årige fængslet i surrogat. Det vil sige, at han i stedet for i en arrest skal opholde sig i en sikret ungdomsinstitution. Her var alt imidlertid optaget, og han blev holdt afsondret og mandsopdækket af pædagoger i fem dage, indtil han mandag 20. august fik plads i en sikret undomsinstitution. Politiet mener, at de sigtede har været påvirkede og opstemte efter at have indtaget spiritus eller stoffer.
Røveriet fandt sted tirsdag 14. august kl. 06.20 i Thorsgade i Thorsager. En 17-årig mand fra egnen stod med sin knallert og talte med sin kæreste, da en bil med seks unge mænd standsede ud foran ham og trådte ud. Den 17-årige har forklaret til politiet, at de krævede at få hans knallert, men det var han ikke indstillet på. Herefter blev han overfaldet af tre af de unge, der slog ham med knytnæveslag og med fyldte øldåser, ligesom de sparkede ham. Hans kæreste var vidne til det grove overfald, men kunne ikke gribe ind.
Reddet af hjelm
Trods den barske vold fik den 17-årige ikke læsioner i hovedet. Det skyldtes, at han stadig bar styrthjelm, som røverne forgæves søgte at tage af.
En af de unge kørte væk på den 17-åriges knallert, mens de andre forsvandt i bilen.
Helt tilfældigt lykkedes det politiet at få fat på de formodede røvere tre timer senere. Ved godt 9-tiden fik politiet anmeldelse om, at en gruppe unge var årsag til tumult ud for bageren i hovedgaden i Auning. Da patruljen kom til stedet, opdagede betjentene hurtigt, at signalementerne af røverne fra Thorsager passede på de fem uromagere i Auning. Tre af dem er 15 år og to 19 år, og nogle af dem erkendte at have været med ved episoden i Thorsager. Senere på dagen fandt politiet også frem til den bil, der blev brugt ved røveriet, og den sjette unge mand. Det skete i Balle.
Tre af de unge, som efter politiets opfattelse var de mest aggressive ved røveriet, blev onsdag fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Randers. Her blev de alle varetægtsfængslet til onsdag 29. august. De kærede til landsretten med krav om løsladelse. De tre andre blev løsladt af politiet.
Udover røveri sigtes de for indbrud i en lejlighed, der er under ombygning på Ebeltoftvej i Mørke. Her blev der natten til tirsdag 14. august stjålet en del el-værktøj og en radio, som tilhører håndværkere. Det stjålne værktøj blev fundet i de unges bil.
m.s.
Kilde: Grenaa Bladet
sof