For 3. gang i Trustrups historie var byen vært, da 45 corvetter fra hele landet besøgte byen. Der var biler fra 1954 frem til 2007. Et flot udvalg, som trak mennesker til fra nær og fjern.
Omkring 1500 mennesker lagde deres vej forbi byen denne august-lørdag.
Selv om de mørke skyer trak over byen, var de barmhjertige, og vejrguderne lod Trustrup være en solskinsplet på Djursland denne dag.
Der var mulighed for at komme helt tæt på de flotte amerikanske biler og få en snak med ejerne, som nød den store interesse. Dagen i forvejen havde de kørt på Ring Djursland og prøvet de mange hestekræfter lidt af. Der var amerikansk countrymusik i højttalerne hele eftermiddagen, kun afbrudt af bilerne hidsige motorbrummen, når disse blev præsenteret. Lugten af brændt gummi satte stemningen en tak højere, da der blev lavet burn-out.
Om aftenen holdt Corvette-klubben fest i Kulturhuset Stationen - med spisning og musik ved countrysangerinden Anni Filt.
Kilde: Grenaa Bladet
sof