Roendeportalen.dk

Tak til
 






  
05/05 2023

Nostalgisk gensyn 40 år efter studenter-eksamen i Grenaa!

Det bliver en aften med megen nostalgisk snak og mange glædelige gensyn, når der lørdag 8. september holdes 40 års studenter-jubilæumsfest på Grenaa Gymnasium.


Sådan så de ud - studenterne fra Grenaa Gymnasium, årgang 1967. 40 år efter studenterhuen mødes de til fest på gymnasiet.
38 af de 74 elever, som i 1967 blev studenter på Grenaa Gymnasium, samt to lærere har meldt sig til festen. To af de 74 elever er døde. 1967-årgangen bestod af to klasser med sproglige og to klasser med matematikere. De var det fjerde hold studenter på gymnasiet, der blev grundlagt i 1961.
Vicerektor på gymnasiet, Vagn Rohde, vil lørdag 8. september byde de nu halvgamle elever, der i dag alle er omkring 60 år, velkommen tilbage til det uddannelsessted, som står meget tydeligt prentet i deres ungdoms- erindringer.


Genopfriskning af gamle minder

Herefter samles de fire klasser i hver sit klasselokale til en gang nostalgisk snak, og der er ingen tvivl om, at nostalgien også vil blomstre resten af aftenen, når gamle minder bliver genopfrisket igen og igen. Efter spisningen vil der blive underholdende indslag og selvfølgelig dans til 60'er melodier - for mange følelsernes holdeplads og en reminder fra dengang.
Netop musikken var et meget vigtigt led i den banebrydende ungdomskultur i 60'erne, og studenterne anno 1967 husker især to skelsættende grammofonplader, som netop udkom i juni 1967, og som næsten uafbrudt blev spillet hver nat ved datidens studenterfester. Det var The Beatles' »Sgt. Peppers Lonely Hearts Club Band« og Procol Harums »A Whiter Shade of Pale«. De vil sikkert også blive spillet 8. september.
Formanden for festudvalget, Per Istrup, Egå, som er souschef i Ungdommens Uddannelsesvejledning Djursland, fortæller, at ungdomsoprøret kun var i sin vorden, da han og kammeraterne blev studenter i 1967. Der var kun én, som ikke ville have studenterhue på. Året efter, i 1968, bar ca. halvdelen af studenterne ikke studenterhue. Per Istrup har sammen med festudvalget udført et større detektivarbejde for at finde frem til de 72 1967-studenters nuværende bopæl og mail-adresser. Han er lidt skuffet over, at kun godt halvdelen har mulighed for at komme den aften, men ser alligevel frem til en kanonfest, præget af gensynsglæde og godt humør. Han opfordrer i øvrigt alle, der har gamle stilehæfter, fotos eller andet fra dengang, til at tage det med.
m.s.

Kilde: Grenaa Bladet

sof


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem pÃ¥ din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam