Kunstrådet har besluttet at støtte et forsøg med kulturskoler i 2007/2008 med 290.000 kr. Det er Syddjurs Kommune og Rosenholm Billedskole, der har søgt Kunstrådet om det beløb i fællesskab.
Syddjurs Kommune og Rosenholm Billedskole har i en længere periode drøftet billedskoletilbudet og de fremtidige muligheder i Syddjurs Kommune.
Hvordan kan billedskoletilbuddet udvikles i området, hvordan skal tilbudet se ud geografisk, og hvilke perspektiver er der mht. økonomi, organisering og evt. samarbejdspartnere.
I forlængelse af disse drøftelser har Syddjurs Kommune i samarbejde med Rosenholm Billedskole ansøgt om tilskud til forsøg med Kulturskoler hos Kunstrådet, og umiddelbart før sommerferien kom det positive svar på ansøgningen.
Rosenholm Billedskole har som nævnt tidligere taget initiativ til spændende projekter som f.eks. det store tværkommunale projekt »Bro til et nyt årtusinde« og »Børn fortæller Lokalhistorie«. Workshops, udstillinger og projekttiltag kendetegner Rosenholm Billedskole, som har et tæt samarbejde med den landsdækkende forening Børn, Kunst og Billeder.
Forsøgene skal give koncentration og økonomi til at afsøge mulighederne for at afprøve nye billedskoletiltag, nye samarbejdsformer med andre institutioner og netværk mv. De gode erfaringer og de gode kontakter fra projektet »Børn fortæller lokalhistorie« skal danne basis for og videreføres i forskellige samarbejdsprojekter.
Det skal blandt andet ske ved, at alle Syddjurs-skolerne inviteres til en billedskoledag med en skoleklasse. Her vil de sammen med en kunstner få en lille smagsprøve på noget af det, man arbejder med i billedskolen. Rosenholm Billedskole har også dramaundervisning, derfor vil en skoleklasse på samme måde blive inviteret til en dramadag.
Herudover vil der som et helt nyt tiltag blive et billedskolehold på Glasmuseet i Ebeltoft, der vil blive taget initiativ til et ungdomsprojekt, og der vil blive flere andre samarbejdsprojekter, f. eks. sammen med Fregatten Jylland og andre kulturinstitutioner.
Projektets faglige udvikling og kvalitetssikring skal forestås af en projektkoordinator i samarbejde med Rosenholm Billedskole og Syddjurs Kommunes afdeling for Plan, udvikling og kultur.
Kilde: Grenaa Bladet
sof