Grenaa Havn bliver hjemsted for en ny stor satsning på produktion af bioethanol i Danmark. I første omgang skal der bygges produktionsanlæg og havnefaciliteter for over 1 mia. kroner, men på sigt vil investeringen blive langt større. Der var pressemøde i fredags på Kalkgården i Grenaa.
Bioethanol har længe været på den politiske dagsorden i Danmark. Nu skrider en gruppe af investorer til handling og fremlægger konkrete planer for et helt nyt produktionsanlæg i milliardklassen.
Blandt initiativtagerne til Danish Biofuel Holding A/S er den kendte erhvervsmand Karsten Ree. Formand for bestyrelsen er statsautoriseret revisor Hans Nielsen. Blandt bestyrelsens øvrige medlemmer er advokat Klavs von Lowzow, adm. direktør Henrik Lind, Danske Commodities A/S samt gårdejer Niels Ejner Rytter, der repræsenterer DjursHalm amba. Svend Brandstrup Hansen, Brandstrup Consult, bliver adm. direktør for selskabet.
Det var ikke kun tomme ord, der blev fremlagt på pressemødet i fredags. Karsten Ree har allerede investeret i en grund ved Grenaa Havn på hele 400.000 m2, og der er konkrete planer om byggeri af nye havnefaciliteter. Selve produktionsanlægget er beskrevet, og allerede i dette efterår går arbejdet med myndighedsgodkendelser i gang. Det drejer sig om VVM-analyser og miljøgodkendelser, der er nødvendige ved store byggerier. Der satses på en børsnotering af selskabet, og planen er, at byggeriet af produktionsanlægget kan starte om 2 år.
Effektiv produktion
Selve produktionen af bioethanol vil blive meget effektiv. Sven Brandstrup Hansen, direktør i Dansk Biofuel Holding, siger:
– Vi har et meget stærkt produktionskoncept, der udnytter rÃ¥varen 100%. Proteindelen, der normalt opfattes som et restprodukt, betragter vi som et værdifuldt protein, der kan erstatte importeret soja-protein fra USA og Sydamerika. Samtidig er vi pÃ¥ forkant med fremtidens krav til produktion af bioethanol. Vi er klar til at efterleve den certificeringsordning, der arbejdes pÃ¥ i øjeblikket i EU, og vores placering ved en havn giver os en stor grad af fleksibilitet pÃ¥ rÃ¥varekøb og afsætningsmuligheder, siger Svend Brandstrup Hansen.
Produktionsanlægget i Grenaa vil kunne producere langt mere bioethanol, end der kan afsættes i Danmark. Det skyldes først og fremmest den danske afgiftspolitik. I lande som Tyskland, Sverige og USA, er der en meget lempelig afgift, som tilskynder folk til at bruge bioethanol.
Danish Biofuel Holding håber på, at den danske regering vil ændre sin afgiftspolitik og tilskynde til, at danskerne begynder at bruge bioethanol frem for olie. I første omgang har regeringen besluttet, at der fra 2010 skal iblandes 5% bioethanol i al benzin i Danmark. Dette gør, at produktion af bioethanol her i landet er blevet mere interessant. Det ændrer dog ikke ved, at det først og fremmest er det store eksportmarked, der satses på som aftager af produktionen fra anlægget i Grenaa.
Egen havn
På grund af den store eksport, er produktionsanlægget også planlagt med egne havnefaciliteter. Når produktionen kommer i gang, skal der importeres store mængder af råvarer som korn, og på sigt flis eller andre restprodukter etc. Transporten af de forskellige biomasser frem til produktionen vil først og fremmest ske med skib. Endvidere vil langt den største del af den færdige bioethanol blive udskibet fra anlægget i Grenaa.
– Vores beliggenhed ved Grenaa Havn er optimal ud fra en miljømæssig vurdering, og fordi den giver let adgang til at eksportere via havets motorvej, der ligger et stenkast fra det kommende produktionsanlæg, slutter direktør Svend Brandstrup Hansen.
Kilde: Grenaa Bladet
sof