Den 23-årige mand, der sigtes for at have voldtaget en 12-årig pige ved Gjerrild, har i Retten i Randers fået varetægtsfængslingen forlænget til tirsdag 2. oktober. Samtidig afsagde retten kendelse om, at den 23-årige skal mentalundersøges af en retspsykiatrisk overlæge.
Lægen skal via undersøgelser og afhøringer af den unge mand forsøge at klarlægge hans mentale tilstand på det tidspunkt, forbrydelsen blev begået. Den unge mand sigtes for at have voldtaget den 12-årige pige i et område ved Sostrup Slot. Her var pigen onsdag 8. august ved middagstid ude at gå med sin hund, da hun blev antastet af en ung mand, der tog kvælertag på hende og tiltvang sig samleje.
Kort tid efter, forbrydelsen fandt sted, tog en lokal politibetjent, der tilfældigt kom forbi i sin bil, en ung blaffer op at køre nær Sostrup Slot. Han blev sat af ved trafikterminalen i Grenaa. Først senere på dagen, da voldtægts-anmeldelsen fra Gjerrild indløb, blev politimanden klar over, at det kunne være voldtægtsmanden, han havde taget op at køre. Politimandens og pigens signalement af gerningsmanden lignede meget hinanden, og dagen efter, 9. august, blev den 23-årige anholdt som sigtet i sagen. Ifølge Østjyllands Politi i Århus, som har overtaget efterforskningen, nægter den 23-årige sig fortsat skyldig.
m.s.
Kilde: Grenaa Bladet
sof