En 27-årig mand blev forleden aften tilbageholdt af personale og senere anholdt af politiet på Q 8-tankstationen på Århusvej 42 i Tirstrup.
Mandag 17. september ved 20.30-tiden opdagede personale på tankstationen, at man for tredie gang inden for kort tid havde besøg af en BMW-bil, hvis fører to gange var stukket af fra stationen uden at betale for påfyldt benzin. Denne gang tankede føreren af BMW'en benzin for 300 kr. En medarbejder på tankstationen havde held til at fjerne tændingsnøglen fra bilen, mens føreren sad der. Da man kontaktede politiet og oplyste nummeret på bilen, viste det sig, at BMW'ens nummerplader var stjålet.
Politiet kom og anholdt BMW-bilisten, en 27-årig mand fra Århus, og sigtede ham for tyveri. Efter afhøring blev han løsladt.
Kilde: Grenaa Bladet
sof