Retten i Grenaa, der nu er et afdelingskontor under Retten i Randers, flytter om ca. tre måneder fra Domhuset på Nytorv til ejendommen Østerbrogade 20 overfor det tidligere dampvæveri.
 [billede øverst] Siden 1981 har der været domhus på Nytorv, men bygningen er blevet for stor til rettens nuværende behov. Bygningen blev opført som rådhus i 1936 og ejes af Slots- og Ejendomsstyrelsen. Det bliver spændende at se, hvem der lejer sig ind i den flotte og markante bygning efter 1. februar 2008. [billede nederst] På 1. sal i denne bygning i Østerbrogade 20 - det gamle epidemisygehus - skal retskontoret indrettes, og man er allerede i gang med forberedelserne.
|
Af Mogens Q. Sloth
Retspræsident i Retten i Randers, Otto Bisgaard, oplyser til Grenaa Bladet, at man pr. 1. december har lejet 1. sal i Østerbrogade 20 - det tidligere epidemisygehus.
Lejemålet er indgået med Det Krøyerske Ejendomsselskab ApS i Viborg, der ejer bygningen.
På 1. sal i ejendommen er der et areal på 570 kvadratmeter, hvor rettens afdelingskontor i Grenaa fremover skal have til huse. Der skal indrettes en retssal, kontorer, mødelokaler og specielle venterum til både anklager, forsvarer, tiltalte og vidner efter de nyeste principper for dette. Desuden bliver adgangen til kontoret handicapvenlig efter de gældende regler herfor inden for det offentlige.
Efter 27 år forlader retten dermed Domhuset på Nytorv i Grenaa, der ejes af Slots- og Ejendomsstyrelsen. Tidligere var der frem til 1981 rådhus i bygningen på Nytorv, hvorefter det nuværende rådhus blev bygget.
Retspræsident Otto Bisgaard oplyser, at retten har opsagt lejemålet med Slots- og Ejendomsstyrelsen, og det sker fra 1. februar 2008.
– Flytningen af retskontoret fra Nytorv til Østerbrogade vil ske i løbet af december eller januar - mere nøjagtigt kan jeg ikke sige det endnu, siger retspræsident Bisgaard.
Retten i Randers skal først have overstået flytningen til det tidligere posthus i Nørregade i Randers i løbet af efteråret, inden flytningen i Grenaa kan sættes i gang.
For stort og for dyrt
Om baggrunden for flytningen af retten i Grenaa siger retspræsident Otto Bisgaard:
– Domhuset pÃ¥ Nytorv er blevet for stort og uhensigtsmæssigt, idet der nu kun er tre-fire medarbejdere fire dage om ugen, og kun knap halvdelen af bygningen er i brug. LejemÃ¥let er simpelthen for dyrt til det behov, vi har, og i Østerbrogade er lejen meget billigere.
I Domhuset bruges nu kun én af de to retssale to-tre dage om ugen, hele 2. sal med bl.a. kontorer og kantine står ubenyttet hen, og tinglysningskontoret på 1. sal står tomt. Hyggen er væk fra den ellers smukke gamle bygning. Et stort minus ved bygningen er desuden, at den ikke er handicapvenlig. Selv til stueetagen er der en trappe op, og til retssalen på 1. sal er der ingen elevator.
Allerede i gang i Østerbrogade
– Vi glæder os til at flytte i mere passende lokaler til vores behov i Østerbrogade, hvor indretningen og malerarbejdet allerede er i gang, siger retspræsident Bisgaard.
Han lægger megen vægt på, at der i modsætning til nu bliver gode adgangsforhold for handicappede, ældre og gangbesværede i det nye retskontor. Der bliver desuden fine parkeringsforhold, og kontoret ligger centralt i byen tæt ved banegården og busterminalen.
Hvad der er tilbage af retsvæsenet...
I forbindelse med retsreformen 1. januar i år blev Retten i Grenaa et afdelingskontor under Retten i Randers. Tilbage på retskontoret i Grenaa er fogedret og skifteret, hvor bl.a. gældssaneringsmøder og dødsboskiftesager finder sted, samt notarialvæsenet (sager med testamenter). Desuden behandles tilståelsessager i straffesager, enkelte domsmandssager og civile sager, hvor der er mange lokale vidner, samt politisager vedrørende overtrædelser af færdselsloven og særlove. Kontoret i Grenaa er åben hver dag undtagen torsdag, og de juridiske dommere kommer fra Randers.
Afdelingskontoret dækker Grenaa, Ebeltoft, Kolind, Trustrup, Glesborg, Ørum, Knebel, Balle og Anholt. Ejendommen Østerbrogade 20 var oprindelig epidemisygehus, og for nogle år siden havde fagforbundet FOA kontor der.
Kilde: Grenaa Bladet
sof