Roendeportalen.dk

Tak til
 






  
05/05 2023

41-årig frikendt for forsøg på voldtægt i Fjellerup!

En 41-årig mand fra Ørum er i en domsmandsret i Randers frikendt for voldtægtsforsøg mod en kvinde i Fjellerup. Retten fandt, der ikke var ført bevis for, at tiltalte var skyldig.

Af Mogens Q. Sloth

Episoden fandt sted natten til lørdag 21. juli kl. ca. 3 ved rundkørslen ved Kastbjergvej i Fjellerup.
Den 41-årige var anklaget for at have forsøgt at tiltvinge sig samleje med en ung kvinde fra Allingåbro. Ifølge tiltalen havde han grebet fat i hendes højre overarm og trukket hende ned ad en sti mod en viadukt ved rundkørslen og holdt hende i et greb om halsen med den ene arm. Herefter skulle han over for hende have udtalt, at hun skulle gøre, som han sagde og holde kæft - ellers slog han hende ihjel. Det endte med, at kvinden fik revet sig løs og flygtede fra stedet.
Tiltalte nægtede sig skyldig. Han forklarede, at han havde været til kræmmermarked i Fjellerup, og han var noget fuld, da han gik derfra hen på natten. Han mødte en påvirket pige, han ikke kendte, lagde armen om hende og tilbød hende at komme med hjem. Da en bil kom kørende, råbte hun pludselig voldtægt flere gange. Han nægtede bestemt at have truet med at slå hende ihjel.
Han tilføjede, at stemningen i Fjellerup på dette tidspunkt var noget trykket på grund af en voldsom sex-forbrydelse mod en norsk kvinde i Fjellerup fem dage forinden (16. juli).

Usikkert vidne

Kvinden forklarede, at hun ville gå til en telefonboks for at ringe efter en taxi, da hun mødte en mand (tiltalte). Hun sagde, at manden tog om hendes hals og klemte til, og han forlangte, at hun skulle gøre, hvad han sagde. Hun tænkte, at han ville rive tøjet af hende og voldtage hende og kæmpede vel for at komme fri. Hun løb hen mod en bil og bad føreren ringe til politiet.
I retten virkede kvindens forklaring ikke overbevisende. Hun huskede ikke ret præcist, hvad der egentlig var sket. Om årsagen hertil sagde hun, at hun var meget chokeret.

Derfor frifindelse:

Ved afgørelsen lagde retten til grund, at kvinden og manden var gået sammen op mod rundkørslen og viadukten, at han havde lagt armen om hende, hvorefter der var sket noget mellem dem. Helt præcist hvad stod ikke klart for retten på grund af kronvidnets divergerende udsagn.
Da kvinden flere gange havde korrigeret sin forklaring og først ved den tredie afhøring over for politiet sagde, at tiltalte greb hende om halsen og klemte til, og at det ikke kan afvises, at de skader, kvinden fik, kan være opstået ved fald, da hun løb fra stedet, fandt retten, at der ikke var ført det fornødne bevis for anklagen. Derfor frifindelse. Kvinden havde krævet 30.000 kr. i erstatning for tort og 1.100 kr. for ødelagt tøj og sko. Forsvarer for den frifundne var advokat Peter Zacher Sørensen, Grenaa.

Kilde: Grenaa Bladet

sof


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem pÃ¥ din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam