Marionet-teater m. m. på Børnebiblioteket i Grenaa
I næste uge - i skolernes efterårsferie - er der marionet-teater på Grenaa Bibliotek for børn fra 3 år og opefter.
Forestillingen »Hvad fatter gør, er altid det rigtige« opføres af det dansk-tjekkiske dukketeater »Svanen« - og er en sød, sjov og musikalsk oplevelse for både store og små børn. Den spilles med fine dukker og kulisser i den bedste tjekkiske dukketeater-tradition, og er skabt over H. C. Andersens kendte eventyr. Historien har et naivt, positivt og glad livssyn og handler om to menneskers grænseløse kærlighed til hinanden, og de reelle værdier i livet: At det er lige meget hvad vi ejer, bare vi har hinanden.
Forestillingen spilles på Grenaa Bibliotek fredag den 19. oktober kl. 14.00. Billetprisen er 15 kroner for børn og 30 kroner for voksne. Der kan købes billetter fra tirsdag den 9. oktober kl. 12.00.
Traditionen tro vil der i efterårsferien også være filmforestillinger for de mindste børn på Børnebiblioteket i Grenaa. Torsdag den 18. oktober kl. 10.15 vises der tegnefilm og animationsfilm for børn under 3 år. Samme formiddag kl. 11.00 er der »Filmhits - 4 korte kvalitets-film - for de 3 til 7-årige. Der er gratis adgang til begge forestillinger. Daginstitutioner og grupper på over fem børn skal tilmelde sig på forhånd.
Kilde: Grenaa Bladet
sof