To mænd på 17 og 16 år stod til at komme i fængsel for grove overfald i Grenaa og Revn, men i Retten i Grenaa slap de begge med betingede domme - først og fremmest på grund af deres unge alder.
Den 17-årige fra Grenaa fik tre måneders betinget fængsel for vold af særlig farlig karakter, mens den 16-årige fra Grenaa-egnen idømtes fire måneders betinget fængsel for to tilfælde af særlig farlig vold. Sagen blev behandlet som en tilståelsessag.
Det var lørdag 28. april kl. ca. 23.50, at de bag Shell-tanken i Østerbrogade ud for Åbyen overfaldt to helt sagesløse unge mænd - en 19-årig fra Grenaa og en 21-årig fra Næstved. Den tiltalte 17-årige erkendte at have slået begge i hovedet med et knojern, hvorefter den 16-årige bankede begge i hovedet med en baseballkølle, så den knækkede. De to overfaldne fik begge hjernerystelse og flænger og var sygemeldt i godt to uger. I erstatning for svie og smerte og ødelagt tøj fik de tilkendt henholdsvis 3.815 kr. og 2.945 kr.
Den 17-årige forklarede, at han og den 16-årige havde været til fest i Grenaa, og han var blevet fuld.
»Så tog vi ud i byen for at finde nogen, vi kunne slå ned«, sagde den 17-årige i retten.
Tre på én knallert
Han, den 16-årige og en anden ven kørte på én knallert, men ved idrætscentret faldt vennen af. De kørte lidt videre, men vendte så tilbage til vennen, der blødte fra ansigtet. Vennen sagde, han havde fået bank og beskrev dem, der havde slået ham.
Den 17-årige og den 16-årige kørte herefter på knallerten op til to unge mænd, der var inden for synsvidde på N. P. Josiassens Vej, og som svarede til vennens signalement af de påståede voldsmænd. Den 17-årige havde knojern på, da han slog de to mænd, hvorefter den ene gik i knæ. Derefter smed han knojernene i åen.
Den 16-årige fortalte, at han havde baseballkøllen med, da de kørte af sted på knallert. Han erkendte blankt, at han efterfølgende slog de to unge mænd med køllen, som han så kastede i en affaldscontainer.
»Jeg var vist bare sur den dag og havde drukket en del«, sagde han i retten om baggrunden.
Ølflaske brugt som våben ved overfald
Det andet alvorlige overfald, den 16-årige var tiltalt for, fandt sted natten til lørdag 16. juni kl. ca. 01.20 på en ejendom på Revnvej 28 i Revn ved Vejlby. Her havde han slået en 18-årig mand fra Grenaa-egnen i hovedet med en tom ølflaske, der knustes ved slaget. Det skete, mens den 18-årige sad på en træstub i haven. Den 16-årige forklarede, at han var til fest i Revn, hvor han mødte den 18-årige, som han tidligere havde været uvenner med.
»Den 18-årige er altid flabet, fordi han er ældre end mig, og han blandede sig, da jeg pjattede rundt. Da jeg skulle hjemad, kaldte han mig for en nar, og så slog jeg ham i hovedet med flasken«, sagde den 16-årige.
Den overfaldne fik snitsår i hovedet, på kinden og på hænderne.
Skal rette sig efter socialforvaltningen
Anklagemyndigheden havde krævet dem idømt fængsel, men retten gav dem en sidste chance.
Der er en prøvetid på to år for de betingede domme, og i denne periode skal de to unge mænd undergive sig kommunens bestemmelser efter lov om social service. Retten mente, at det ikke kan udelukkes, at foranstaltninger efter serviceloven er tilstrækkelige til at afholde de to unge mænd fra at begå ny kriminalitet. I hvert fald gav de to dømte udtryk for, at de vil samarbejde med socialforvaltningen for at komme væk fra skråplanet.
m.s.
Kilde: Grenaa Bladet
sof