Lene Borg fra Stokkebro Mark ved Gjerrild har fået en flot anerkendelse for en meget fornem renovering, som hun sammen med sin mand har foretaget af en gammel landejendom på Teglværksvej 3 lidt uden for Gjerrild.
 Salgsassistent hos Stark i Grenaa, Kurt Krogh, overrækker gavekortet til vinderen af konkurrencen, Lene Borg, Gjerrild. Hun og hendes mand har imponeret med en gennemgribende og meget smuk renovering af en 150 år gammel landejendom ved Gjerrild. En gård, der er helt forvandlet i de seks år, de har haft den.
|
Af Mogens Q. Sloth
Lene Borg er blevet vinder af en lokal konkurrence, der var udskrevet af trælastforretningen Stark i Grenaa og firmaet Skalflex, der er en af de førende danske producenter af facadebehandling.
Førstepræmien var et gavekort til et mini-cruise til Oslo for fire personer til en værdi af 1.180 kr. Desuden en inspirationsbog fra Skalflex.
For at deltage i konkurrencen skulle gør-det-selv og selvbyggerne bruge Skalflex-produkter og tage et før- og efter-billede af det projekt, som de har arbejdet med. Disse billeder skulle sammen med en beskrivelse af projektet og en konkurrencekupon afleveres i forretningen Stark på Grønland i Grenaa. Projektet kunne være alt lige fra renovering af et badeværelse til en total facaderenovering.
Ved bedømmelsen af projekterne lagde dommerne vægt på udførelse, originalitet og idé.
Her på egnen var dommerne ikke meget i tvivl om, hvem der skulle vinde konkurrencen. Lene Borg fra Stokkebro Mark ved Gjerrild var suveræn med sit projekt.
GÃ¥rd fra 1857
»Lille Benzon« hedder gården på Teglværksvej, hvor Lene Borg, og hendes mand, Kim Borg, bor. Den er bygget i 1857 og er en udflyttergård fra Gjerrild landsby - opført som en kopi af Sostrup Slot, som dengang hed »Benzon«. Lene og Kim Borg købte gården i 2001 og begyndte straks at istandsætte den, og det er et meget, meget smukt renoveringsarbejde, de har lavet. Det er blevet en hel »perle« på Norddjursland. Alt er blevet renoveret i gammel stil, og de fortsætter nogle år endnu. Under hele arbejdet har de boet på ejendommen. Til renoveringsarbejdet har de fået gode råd og hjælp af murermester Benny Nielsen, Dolmer.
Fritidsarbejde
Med de erfaringer, som Lene og Kim Borg undervejs har fået, er de efterhånden habile håndværkere. Alt arbejde er foregået i deres fritid.
I forbindelse med konkurrencen skulle Lene Borg kort beskrive det projekt, hun og hendes mand var i gang med. Sådan skrev hun beskedent: »Landejendom fra 1857, der har fået en kærlig hånd. Væk med gammel kalk m.v - pudset og malet med Skalcem 100«.
De lokale vindere i konkurrencen er gået videre til en landskonkurrence, hvor den samlede vinder får et rejsegavekort på 20.000 kr.
Kilde: Grenaa Bladet
sof