Søndag 28. oktober arrangerer antikvitetshandler John Lindquist et stort antik-marked i Auning Hallerne, hal A på Sdr. Fælledvej 2.
33 udstillere fra Jylland og Fyn vil fylde hallen med møbler, glas, porcelæn, smykker, malerier, spændende småting og meget mere.
Frede Andersen fra Odense kommer bl.a. med mange gamle tekno-biler, der for kendere og legetøjsentusiaster er et spændende samlerområde.
Fannys Antik fra Horsens er lige kommet hjem fra en længere tur til England og fandt der mange spændende småting, som er med i Auning.
Mariager Antik har specialiseret sig i dansk-svensk almuestil. Forretningen skaber miljøer med bondemøbler og brugsting, tekstiler i hør og kludetæpper samt træting og andre nytteting, der har stået i bønders køkkener og har været dagligt i brug for godt 100 år siden.
Damgården Antik fra Haderslev komme med mange møbler, der især henvender sig til unge.
Står man og mangler en figur fra Den Kongelige Porcelænsfabrik eller Bing og Grøndahl, er der gode muligheder for at finde det, man søger.
Mangler man nogle dele til sit kaffe- eller spisestel, eller har man mistet dele til sit sølv- eller pletbestik, er der stor mulighed for at finde det på udstillingen.
Anden gang i Auning
John Lindquist arrangerer 14 antik-markeder om året i 14 forskellige byer. To om sommeren, seks om efteråret og seks om vinteren/forår. Han har tilrettelagt antik-markeder i 10 år.
Det er anden gang, John Lindquist arrangerer et antik-marked i Auning.
"Vi var glade for vores udstilling i fjor og håber atter på et stort besøg, så det kan blive en årlig tilbagevendende begivenhed", siger John Lindquist.
Han understreger, at antik-markedet i Auning Hallerne ikke er et loppemarked, men en udstilling af pæn standard.
Flere tusinde ventes til antik-marked på søndag i Auning Hallerne, hvor der bliver 33 udstillere.
Kilde: Grenaa Bladet
sof