korte nyheder
BÃ¥d indleveret som hittegods
Politiet efterlyser ejeren af en hvid plastic-robåd, der er blevet indleveret som hittegods på Grenaa Politigård. Båden er 3,5 meter lang, har rustfri ræling og er af mærket Polifaktor 365.
Nye indbrud i kolonihavehuse
Indbruddene fortsætter i kolonihavehusene ved Kobrovej i Grenaa. Denne gang er det gået ud over haveforeningen Oasen, hvor fem huse er brækket op. I to huse fik tyvene udbytte. Det ene sted er der taget nogle øl og det andet sted nogle sodavand. De kom ind ved at opbryde døre og vinduer eller afliste ruder.
Olietyve taget på fersk gerning
To mænd blev taget på fersk gerning, da de var i gang med at stjæle dieselolie fra to parkerede lastvogne hos vognmand Gert Svith på Rugvænget i Grenaa. Mens de var i gang med at tappe olie, blev de opdaget og tilbageholdt af indehaveren. Kort efter kom politiet og anholdt dem, og det skete lørdag 20. oktober ved 23-tiden. De anholdte var en 37-årig mand fra Bjerringbro og en 29-årig mand fra Viborg. Efter en tur på politigården til afhøring blev de løsladt.
Brugte kontokort som var stjålet
Ved et indbrud i en bil på Hollandsbjergvej nær Ørsted er der stjålet en sportstaske med tøj, en mobiltelefon og et kontokort til Statoil. Tyvene nåede at bruge kontokortet i flere forretninger, inden det blev spærret.
Traktor-tyveri på Meilgaard
En stor traktor af mærket Zetor er stjålet fra en uaflåst lade på Meilgaard Gods ved Glesborg. Traktorens nummer er BR 66 60.
Knuste ruder på skole i ferien
På Vestre Skole i Grenaa er der begået hærværk i efterårsferien. Flere ruder til skolens svømmehal er blevet knust - formentlig med stenkast. På Gartnervænget i Grenaa er der også blevet kastet med sten. Det er gået ud over en villa, hvor en rude i et stuevindue er blevet knust. Det skete onsdag 17. oktober kl. ca. 22.15. Ved malerforretningen Sigma Studio i Torvegade 4 D i Auning er to sokler med fire meter lange flagstænger blevet revet op af jorden og ødelagt. Vidner har set nogle unge mænd på stedet natten til tirsdag 16. oktober.
Brand i bil bredte sig til skur
En bil og et skur blev ødelagt, da der natten til onsdag 24. oktober opstod brand på en ejendom på Allingvej i Vester Alling. Ifølge politiets foreløbige undersøgelser opstod der ved 01-tiden ild i en parkeret bil som følge af en kortslutning. Herfra bredte ilden sig til et nærliggende træskur, beklædt med eternitplader og ca. 50 kvadratmeter stort. Det blev også flammernes bytte
To taget med pot
Politiet har sigtet to 19-årige mænd fra Ørsted for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Da betjente forleden traf de to unge mænd ved Ørsted, blev den ene fundet i besiddelse af 105 gram pot og tre gram hash, mens den anden havde 59,8 gram pot på sig.
Pot er findelte stykker af stængel, blade og frø fra hampplanten og er ulovligt lige som hash.
Stjal trailer fra værksted
Tyve kørte væk med både en trailer og en havetraktor i forbindelse med et indbrud i et værksted på Nørreport i Ebeltoft. De kom ind efter at have boret en cylinderlås ud. Den stjålne havetraktor er af mærket Husqvarna.
Taget med pot
En ung mand fra Ebeltoft blev forleden aften kontaktet af politiet på gaden i Ebeltoft. Ved visitationen viste det sig, at han var i besiddelse af 24,7 gram pot (tørrede blomsterstande fra de ulovlige hampplanter). Han blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.
Håndbygget guitar stjålet ved indbrud
Mange kostbare effekter, bl.a. en håndbygget hamar-guitar, blev stjålet ved et indbrud i en villa i Østergårdsparken i Ugelbølle ved Rønde. Tyvene kom ind ved at afliste en rude. Udover den nævnte guitar stak de af med et stereoanlæg, højttalere, et fladskærms-tv af mærket Samsung, en PH-lampe og nogle smykker. På Mårupvej ved Kolind har der også været indbrud i en villa. Torsdag 18. oktober mellem kl. 18 og 18.30 sneg tyve sig ind og tog en bærbar computer af mærket Acer.
Vægter anholdt 15-årig indbrudstyv
En vægter opdagede natten til torsdag 25. oktober, at fire personer var ved at begå indbrud i Hotel Havlund på Kystvej 1 ved Grenaa Strand. Det lykkedes vægteren at tilbageholde en af de fire tyve, der blev overrasket på fersk gerning ved 01-tiden. Det var en 15-årig dreng fra Grenaa, som efter afhøring hos politiet blev løsladt.
Bilbræk nr. 12
Politiet har fået anmeldelse om bilbræk nr. 12 i forbindelse med det tyvetogt, som en ukendt bande foretog natten til torsdag 11. oktober i villakvarteret på nordsiden af Bavnehøj i Grenaa. Her blev der i første omgang meldt om indbrud i 11 parkerede biler, og nu er der kommet endnu en anmeldelse. Det er fra Jasminvej, hvor der fra en bil er stjålet et GPS-navigationsanlæg. Det var det, tyvene gik efter og fandt i de fleste biler.
Spiritus-tyveri i forsamlingshus
Forsamlingshuset i Åstrup har ubudne gæster, der forsynede sig med tre flasker spiritus og noget slik. Indbruddet fandt sted natten til søndag 21. oktober efter kl. 03.30, da fordøren blev brudt op.
Kilde: Grenaa Bladet
sof