Roendeportalen.dk

Tak til
 






  
05/05 2023

Fortsat politisk røre om politi-indsats på Djursland

Der er fortsat politisk røre om politi-indsatsen på Djursland eller mangel på samme efter den store politireform, der trådte i kraft 1. januar.

Af Mogens Q. Sloth

Tre lokale folketingsmedlemmer er ikke tilfredse med den nuværende situation, hvor de mener, at politi-betjeningen af Djurslands borgere er blevet dårligere i den nye, kæmpe store Østjyllands Politikreds, og de kræver, at politiet i Grenaa får tilført flere ressourcer. Først var det Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti, og nu er det Anne-Mette Winther Christiansen fra Venstre og Jan Petersen fra Socialdemokraterne, som er blevet opmærksom på problemet, der kan ses i bladene næsten hver dag: Der bliver begået masser af forbrydelser - især indbrudstyverier og hærværk, men kun få gerningspersoner bliver anholdt.
Statistikkerne på landsplan viser også, at opklaringsprocenten med hensyn til indbrud er faldet betydeligt i år i forhold til i fjor efter indførelsen af de nye, store politikredse.
Senest har Anne-Mette Winther Christiansen og Jan Petersen udtrykt utilfredshed med de svar, de har fået på en stribe spørgsmål til justitsminister Lene Espersen (K) om politireformens betydning for borgerne på Djursland. Svaret fra justitsministeren er ikke konkret og virker vattet, mener de.
Justitsministeren har nemlig ikke svaret direkte selv, men har i stedet fået rigspolitichef Torsten Hesselbjerg og vicepolitidirektør ved Østjyllands Politi, Ole Friis, til at redegøre for situationen. Det gør de så i lange indlæg, hvor de i brede vendinger går uden om sagens kerne.

Vil forfølge sagen

Men Anne-Mette Winther Christiansen, der har en god indsigt i forholdene på Grenaa Politigård, har ikke givet op. Efter Folketingsvalget 13. november vil hun sammen med Leif Lahn Jensen fra Socialdemokratiet - hvis de bliver valgt - forfølge sagen om politidækningen på Djursland og kræve mere uddybende svar fra den ansvarlige minister. De lokale folketingsmedlemmer er af den opfattelse, at mange almindelige politiopgaver i dagligdagen nu ikke bliver løst så godt og effektivt som før 1. januar i år, da Grenaa Politi var selvstændig styrende i Grenaa Politikreds.

Et tilbageskridt

Nu er det hele »druknet« i Østjyllands Politi med topstyring fra Århus, og 1. september i år blev Grenaa Politigård som bekendt lukket i aften- og nattetimerne og i weekenderne efter, at den havde været døgnåben siden 1919. Dette mener mange på Djursland er et stort tilbageskridt. Møder man i dag på Grenaa Politigård efter kl. 15.30 eller i weekender, er man henvist til en trykknaptelefon, hvor man kan få forbindelse med en af de vagthavende i Århus, som ikke kender ret meget til forholdene i Grenaa og omegn.
De lokale politikere sætter netop fokus på, om det er rimeligt med denne centrale styring fra Århus.
Indtil 1. januar bestod Grenaa Politikreds af Grenaa, Nørre Djurs, Midtdjurs og Ebeltoft kommuner med i alt ca. 50.000 indbyggere. Og mandskabet på Grenaa Politigård klarede alle opgaver her. En velfungerende politikreds med en passende størrelse og lutter engagerede medarbejdere. I dag synes situationen at være en noget anden.

Næsten dobbelt så stort område

Efter 1. januar skal omtrent samme mandskab klare de fleste politiopgaver i et område, der geografisk er næsten dobbelt så stort som før - nemlig Syddjurs og Norddjurs kommuner tilsammen. Og det er et område, hvor der bor 60 pct. flere mennesker - nemlig nu ca. 80.000.
2007 har for politiet i Grenaa været præget af de store strukturændringer, som en så stor reform har medført med bl.a. talrige møder, kurser og omplaceringer. For mange udenforstående har det virket som om, at der ikke leveres så meget effektivt politiarbejde i de sager, der har middel eller mindre prioritet som indbrud og hærværk. Derimod er de store sager som drabsforsøg, voldtægt, røveri og farlig vold stadig højt prioriteret. Her er responstiden fortsat kort.
I sit svar skriver vicepolitidirektør Ole Friis, Østjyllands Politi, at der i kredsrådet ikke har været bemærkninger til den nye organisation. I kredsrådet sidder bl.a. de syv borgmestre i Østjylland og politidirektør Jørgen Ilum. Kredsrådenes opgave er bl.a. at sikre lokalsamfundet indflydelse på politiets måde at varetage kriminalitetsforebyggende og kriminalitetsbekæmpende opgaver.
Samtidig er der oprettet lokalråd for at modvirke, at politiet i de meget store politikredse som nu Østjyllands Politikreds fjerner sig fra borgerne i samfundet. Vicepolitidirektør Friis har skrevet en længere redegørelse for, hvordan politireformen virker og vil komme til at fungere. Han mener bl.a., at den centrale styring af patruljevogne fra Århus i højere grad end tidligere vil opfylde borgernes forventninger om, at politiet møder hurtigt op. Den lokale forankring mener han, at lokalpolitiet som i Grenaa er garant for.
Ole Friis skriver videre, at »det alene på et geografisk grundlag ikke vil være muligt at vurdere, om strukturen af politikredsens beredskab er optimal«.

Vil sikre bedre politibetjening

Vicepolitidirektøren mener, at den nye organisation af politiet vil være med til at sikre borgerne i hele kredsen en bedre politibetjening, end det hidtil har været muligt. Rigspolitichef Torsten Hesselbjerg mener, at der fremover bliver et mere fleksibelt politi, som hurtigt og effektivt kan komme til stede, når der opstår behov for hjælp.

Kilde: Grenaa Bladet

sof


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem pÃ¥ din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam