På trods af økonomisk modgang i 2007 har musikforeningen i Ebeltoft DaMuCo et højrere ambitionsniveau end nogensinde.
 Collegium Vocale stiller sig til rådighed i forbindelse med en støttekoncert til fordel af Ebeltoft-musikforeningen DaMuCo på virksomheden Kvadrat den 15. december.
|
Den afholdte Folkfestival på Fregatten i maj gav DaMuCo en økonomisk øretæve, som man stadig bakser med. Derfor har bestyrelsen besluttet at afholde en støttekoncert i form at et eksklusivt arrangement for DaMuCos trofaste publikum med sopranen Tine Grønbæk (tidligere Ebeltoft) med piano-akkompagnement samt koret Collegium Vocale med Michael Deltchev (snart igen Ebeltoft) som dirigent, som afholdes på Kvadrat den 15. december, hvor bestyrelsen håber på velvilje fra publikum til at støtte op om det fremtidige arbejde ved at betale forhøjede billetpriser for arrangementet. Kvadrat stiller velvilligt lokaler gratis til rådighed og aktørerne optræder til stærkt reducerede honorarer. Under arrangementet serveres der champagne med videre.
Der vil være et meget begrænset antal pladser og billetter sælges efter »først til mølle« princippet.
Program for 2008
Når dette er sagt, og de økonomiske trængsler forhåbentlig er slut, har DaMuCo et større program for 2008 i støbeskeen med kulturelle godbidder for feinschmeckere end nogensinde. Nytårskoncerten med Tonica og solister, Herning drengekor, Radioens Big Band, sopranen Signe Bundgaard (netop udnævnt til årets kunstner 2007 af DR), DRs Vokal Ensemble samt et brag af en satirisk gendigtning af Barberen i Sevilla: »Nybarberet i Sevilla« med »skabs-tenoren« Hans Dueholm, tenoren Jakob Næslund Madsen fra Den Jyske Opera og Allan Dahl Hansen i spidsen for »OneBigMan Symphony Orchestra«. Derudover ønsker DaMuCo at afholde 6 klassiske søndagskoncerter med overskriften »Fra talent til stjerne« med talentfulde musik- og sangstuderende fra Musikalsk Grundkursus og Musikkonservatorierne.
De forskellige koncerter forventes afholdt på Den europæiske Filmhøjskole, i Dråby Kirke, i Værftshallen på Fregatten Jylland, i Ovalen på Fuglsøcentret samt i Kulturministeriet i Ebeltoft.
DaMuCo forsøger sig også igen i år med en Folkfestival på Fregatten, som også ambitionsmæssigt er på et meget højt plan og derfor matcher de øvrige arrangementer. Dog afvikles festivallen over en week-end i stedet for 4 dage, men til gengæld med store navne på plakaten samt en stor del af koncerterne rundt omkring i Ebeltoft.
DaMuCo håber på velvilje hos diverse sponsorer og søger ligeledes støtte hos Syddjurs Kommune for at være istand til at afholde de spændende arrangementer.
Sopranen Tine Grønbæk, tidligere Ebeltoft, optræder også i forbindelse med DaMuCo-arrangementet på Kvadrat den 15. december.
Kilde: Grenaa Bladet
sof