Der opstod forleden en voldsom episode i forretningen Byens Guldsmed i Grenaa, hvor en kunde kom i kamp med en tricktyv, men ved vold vristede tyven sig fri og slap væk - uden udbytte.
Den resolutte kunde, en 51-årig kvinde fra Grenaa, havde forhindret et smykkekup ved højlys dag.
Bagefter kunne politiet konstatere, at det, der begyndte som et butikstyveri, endte med at blive et forsøg på røveri. Guldsmedeforretningen i Lillegade 13 fik tirsdag 16. oktober ved godt 13-tiden besøg af to kvinder på ca. 40 år og 20 år, som politiet begge betegner som sigøjnerlignende. Kort efter kom den 51-årige kvinde, der senere skulle komme til at spille en vigtig rolle, ind i butikken for at hente nogle ting. Den 40-årige kvinde ville se på nogle smykker i den fjernestliggende montre i forretningen og fik ekspedienten med derhen, hvor montren blev lukket op. Kvinden stillede sig sådan op, at hun spærrede for ekspedientens udsyn til resten af forretningen.
Tog guldkæder til ca. 50.000 kr.
Den 51-årige kunde opdagede, at den anden sigøjnerlignende kvinde på ca. 20 år gik om bag disken, hvor hun tog en bakke med guldkæder til en værdi af ca. 50.000 kr. - kæder, som hun forsøgte at få lagt ned i sin medbragte taske. Den 51-årige råbte da til ekspedienten: »Hun tager dit guld«. Ekspedienten blev da klar over, hvad der var i gang. Den 51-årige søgte at stille sig i vejen, da den ca. 40-årige kvinde ville flygte, men hun slap ud af forretningen.
Tumulterne fortsatte. Tilbage stod den ca. 20-årige sigøjnerkvinde, der også søgte at stikke af. Den 51-årige stillede sig i døren, tog fat i hende og forsøgte at holde fast i hende med tag i frakken, som hun fik trukket af hende. Den unge kvinde fik imidlertid rusket og revet sig fri og løb ud, men hun fik hverken sin frakke eller taske med. Frakken og tasken er nu at finde hos politiet i Grenaa, der takserer hændelsen til forsøg på røveri, fordi den ca. 20-årige kvinde brugte vold i forbindelse med flugt fra tyveriforsøget.
Signalementer
Politiet har fået følgende signalementer af de to efterlyste kvinder: Den ca. 40-årige er 165-170 cm høj, udenlandsk af udseende og med markerede træk i ansigtet. Hun havde et atypisk glat, langt og lyst hår, og hun var iført en trekvartlang lys frakke. Den ca. 20-årige kvinde er ca. 160 cm høj og spinkel. Hun havde et mørkt krøllet hår og var iført en mørkebrun halvlang frakke med pelskant, som nu er i politiets varetægt.
m.s.
Kilde: Grenaa Bladet
sof