Politiet i Grenaa anholdt forleden en 58-årig mand, der sigtes for hotelbedrageri til ca. 11.000 kr. ved at have boet og spist på Auning Kro i 18 dage uden at kunne betale for opholdet.
Den 58-årige mand indlogerede sig søndag 7. oktober på Auning Kro i Torvegade 12. I den følgende tid blev han ved med at forlænge opholdet uden at betale, og kroejeren fik efterhånden mere og mere mistanke til ham. Torsdag 25. oktober kontaktede kroejeren politiet, som kom til kroen og undersøgte mandens forhold. Det viste sig, at han havde indlogeret sig under falsk navn, og han var efterlyst af politiet for lignende svindel. På Auning Kro lød regningen for overnatning, mad og drikke på i alt knap 11.000 kr. - penge, som man efter alt at dømme kan vinke farvel til.
Den 58-årige mand har ingen fast bopæl, og han er kendt af politiet for tilsvarende bedrageriske forhold.
Kilde: Grenaa Bladet
sof