Selv om et nu er godt to uger siden, snakkes der i Ryomgård og omegn stadig om det halbal, som fandt sted i Midtdjurs Hallen i Ryomgård lørdag 20. oktober om aftenen.
Af Mogens Q. Sloth
Det skyldes flere tilfælde af rå og blodig vold og slagsmål i øvrigt uden for hallen - ja, der tales af nogle om »ragnarok« - og ikke mindst den omstændighed, at det angiveligt varede ca. halvanden time efter det første opkald, inden politiet mødte op.
En gruppe af frivillige, der er organiseret i Aktive Forældre i Midtdjurs, var rystet over de mange slagsmål, de så uden for hallen, hvor bl.a. en ung mand blev slået ned og sparket i hovedet, og hvor flasker fløj gennem luften. Der var mange flere unge uden for hallen end normalt, fordi det ikke længere er tilladt at ryge inde i hallen på grund af de nye rygeregler. Der var brug for øjeblikkelig hjælp fra politiet for at dæmpe gemytterne og få anholdt voldsmænd, men en stribe opringninger på 112 var ifølge de tilstedeværende forgæves, og i en sådan situation er halvanden time lang tid at vente.
– Vi har i dag behov for at gøre opmærksom pÃ¥, hvad omstruktureringen i det lokale politi betyder for vore unges sikkerhed, siger Janne Damborg, Skiffard, fra Aktive Forældre i Midtdjurs, som forgæves søgte at holde ro og orden blandt de unge.
Janne Damborg oplyser, at Aktive Forældre plejer at have et rigtig godt samarbejde med Grenaa Politi, som tidligere lagde vejen forbi, når der var halbal eller andre fester i Midtdjurs-området.
Men efter den nye politireform styres politiet ikke længere fra Grenaa, men fra Østjyllands Politi i Århus.
– Politiets synlighed plejer at være meget effektiv, men det var ikke tilfældet lørdag 20. oktober, og det er nok en stor grund til, at situationen fik lov at udvikle sig, som den gjorde med mange slÃ¥skampe og grimme oplevelser, fortæller Janne Damborg.
Hun mener, at det er fuldstændig uholdbart, at der skulle gå ca. halvanden time, inden politiet dukkede op, og hun synes, det er vigtigt, at alle bliver gjort opmærksom på de problemer, man har haft med politiet.
Følelse af afmagt
At være vidne til et større slagsmål med stump vold i over en time uden mulighed for at gribe ind giver en slem følelse af afmagt. Det mener en anden frivillig i forældregruppen, Pia Kristensen.
Janne Damborg siger, at for Aktive Forældre i Midtdjurs plejer det ikke at være så barskt ved halballerne som den lørdag, men hun frygter, at det kan blive en ny standard, hvis ikke politiet fremover prioriterer anderledes.
Aktive Forældre frygter, at omstruktureringerne inden for politiet på Djursland er årsagen til, at politiindsatsen tilsyneladende ikke er så effektiv som tidligere, da Midtdjurs hørte under Grenaa Politikreds.
Hændelsesforløb skal klarlægges
Politiet kan endnu ikke sige, om der gik noget galt, eller hvad der eventuelt gik galt med hensyn til bistand fra politiet den lørdag aften og nat i Ryomgård. Chefpolitiinspektør ved Østjyllands Politi i Århus, John Jacobsen, siger, at politiet undersøger alle opkald fra Ryomgård til alarmcentralen i Århus den aften og nat, og at der herefter bliver udarbejdet en redegørelse for at klarlægge hændelsesforløbet. Chefpolitiinspektøren oplyser, at der efter politireformen er indført nye måder at kommunikere på og rykket rundt på kompetancer. Men om dette havde betydning for situationen med opringningerne fra Ryomgård er det endnu for tidligt at sige noget om.
1. september i år overgik vagthavende-funktionen fra Grenaa til Århus, hvorfra alle udrykninger nu styres. Da Grenaa Politikreds blev nedlagt 1. januar, blev der holdt en reception, hvorved flere talere understregede, at den nye politireforms succes ville afhænge af én vigtig ting, nemlig politiets responstid. Det vil sige fra det tidspunkt, politiet får meddelelse om personfarlig kriminalitet så som vold, til patruljen er på stedet. Efter den foreløbige statistik er Østjyllands Politi fint med, hvad angår responstider til alvorligere opgaver, men der har tilsyneladende været nogle svipsere.
Aktive Forældre i Midtdjurs er en gruppe frivillige voksne - andre steder kendt som natteravne - der rykker ud til fester i Midtdjurs-områder. De træder til og hjælper unge, som har fået problemer med alkohol, og de tilkalder vagter og politi ved slagsmål.
Møde om sagen
Janne Damborg oplyser, at den barske vold ved festen 20.-21. oktober har gjort et stærkt indtryk på mange i Aktive Forældre i Midtdjurs. Bl.a. derfor indkaldte forældregruppen onsdag 31. oktober til et ekstraordinært møde i Midtdjurs Ungdomsskoles lokaler i Kolind. Her drøftede man de voldsomme begivenheder, og hvad man skal gøre for at komme videre. Østjyllands Politi i Århus har givet udtryk for, at man gerne vil drøfte erfaringerne fra halballet i Ryomgård med Aktive Forældre samt have en fremtidig dialog.
Få ødelægger det for mange
Der har tidligere været problemer med nogle få ballademagere, som ødelægger det hele for en masse andre. Det har man bl.a. set i Rønde. Det kan også være nogle ganske få, der har ødelagt det for alle de andre i forbindelse med det, der skete i Ryomgård. Efter halballet i Ryomgård oplyste politiet i Grenaa mandag 22. oktober til Grenaa Bladet, at man havde sigtet en 19-årig mand fra Grenaa for vold. Voldsofferet var en 20-årig mand fra Assentoft, der havde anmeldt overfald.
Ved samme fest fik en 20-årig kvinde fra Ørsted frastjålet sin taske med pung, kørekort og andre personlige papirer. Den blev rykket ud af hånden på hende i menneskemylderet i hallen.
Kilde: Grenaa Bladet
sof