Det er i år 7. år i træk, at Lions i Ebeltoft udgiver sit eget julemærke. Lions overtog julemærkeudgivelsen fra Ebeltoft Julemærkefond i år 2000.
Da havde fonden, med en af byens ildsjæle, Jytte Andersen, i spidsen udgivet julemærket gennem 25 år. Med andre ord, så er det nu 32. årgang, man ser komme på gaden, hvilket skete officielt pr. den 1. november.
De sidste halve snes år har kunstneren Jens Bredholt tegnet det årlige julemærke, og han er også kunstneren bag dette års julemærke. Der trykkes omkring 3.000 julemærkark og 250 førstedagskuverter. Der er utroligt mange trofaste samlere, som abonnerer fast hvert år på udgivelserne og får tilsendt deres bestilling. Mærket kan naturligvis også købes i løssalg. Følgende forhandler julemærket: Alle byens pengeinstitutter, Kvickly Ebeltoft, Ebeltoft Boghandel, Ebeltoft Papirhandel, Skjold Burne og Brøggers Kolonial i Boeslum. Overskuddet fra salget af Ebeltoft Julemærke bruger Lions blandt andet til at finansiere den årlige pensionistfest, som man hvert forår arrangerer i Tirstrup Hallen. Det er en begivenhed, som mange pensionister ser frem til. Der deltager ikke mindre end cirka 400 pensionister fra hele den gamle Ebeltoft Kommune. Pensionisterne får glæde af det helt store kaffebord, kunstneroptræden og efterfølgende banko.
Kilde: Grenaa Bladet
sof