Andelskassen Norddjurs i Voldby har ansat Morten Pedersen som privatkunderådgiver. Han kommer fra en tilsvarende stilling i Djurslands Bank, Kolind.
Pr. 1. november har Andelskassen Norddjurs ansat 41-årige Morten Pedersen som kunderådgiver. Dermed styrker Andelskassen rådgivningsholdet i forhold til privatkunderne.
– Vi er utroligt glade for at have ansat Morten Pedersen, der har mange Ã¥rs erfaring med at arbejde med privatkunder. Han skal være med til at styrke hele holdet, hvilket vil være til fordel for alle vores kunder, siger Lene Nielsen, direktør i Andelskassen Norddjurs.
Morten Petersen blev udlært som bankassistent i Jyske Bank, Grenaa, i 1988 og arbejdede efterfølgende i afdelingen frem til 1993. I perioden 1988-93 tog han Bankskolens 1. og 2. del samt det videregående Bankkursus, og i 1993 tog han endvidere merkonomeksamen i regnskabsvæsen.
1993 var ligeledes året, hvor Morten Petersen skiftede til Jyske Bank i Randers. Her arbejdede han blandt andet med konvertering af kreditforeningslån for private kunder, før han i 1995 søgte tilbage til Djursland. Denne gang til Djurslands Bank i Kolind.
Her har han været ansat frem til nu og arbejdet som rådgiver med sin egen portefølje af især privatkunder. Bortset fra årene 1993-95, hvor Morten Petersen boede i Randers, har han boet i Grenaa. I 1999 blev han gift med Bolette, og sammen har de en søn på ni år og en datter på fem år.
I fritiden holder Morten Petersen sig i form ved at træne i et motionscenter, lige som den løbende istandsættelse af huset holder ham beskæftiget på gør-det-selv-fronten. Endvidere går en del af fritiden naturligvis med at følge med i børnenes fritidsinteresser.
Kilde: Grenaa Bladet
sof