Den 18-årige Grenaa-pige, som blev udsat for et groft sex-overfald i midtbyen, var i livsfare, da gerningsmanden flere gange tog kvælertag på hende.
 Det var i denne passage mellem Kannikegade og Østergade, at en 18-årig Grenaa-pige kæmpede for sit liv, da en voldtægtsforbryder flere gange tog kvælertag på hende. Hun fandt gitterporten i baggrunden til venstre låst og blev overmandet på vej tilbage. Billedet er taget i retning mod Østergade.
|
Af Mogens Q. Sloth
Dette fremgår af en lægeerklæring fra voldtægtscentret på Skejby Sygehus, hvor den 18-årige pige blev undersøgt efter forbrydelsen. Det blev her konstateret, at hun havde blodudtrækninger bag ørerne, hvilket indikerer, at hun har været i livsfare, da den sex-gale mand overfaldt hende.
Som kort omtalt i Grenaa Bladet i sidste uge skete overfaldet natten til søndag 11. november i en passage mellem Kannikegade og Østergade.
Nogle venner kørte hende i bil til Kannikegade, hvor hun ved 02-tiden blev sat af, fordi hun skulle møde en bekendt i byen. Hun troede, at hun fra Kannikegade kunne gå gennem en mindre passage til slagterforretningen i Østergade, men her fandt hun gitterporten låst og ville så gå tilbage.
I det samme blev hun overfaldet af en ung mand, der slog hende og væltede hende omkuld på betonfliser. Mens hun gjorde modstand og råbte op, forsøgte han flere gange at voldtage hende, men det lykkedes ikke. I stedet tvang han hende til anden kønslig omgang, har hun forklaret.
Under forløbet tog han flere gange kvælertag på hende, og til sidst opgav hun modstand og føjede ham, idet hun frygtede for sit liv, hvis hun ikke gjorde, som han krævede. Da manden var stukket af, gik hun hen til diskotek "Buddy Holly" i Østergade, hvorfra der blev ringet til politiet.
Tidligt søndag blev det område, hvor forbrydelsen fandt sted, afspærret af politiet i nogle timer, mens teknisk afdeling fra Århus foretog nøje undersøgelser af gerningsstedet. Vicepolitikommissær ved Lokalpolitiet i Grenaa, Helle Edelbo, oplyser, at politiet har fået flere henvendelser i den alvorlige sag, og man har haft kontakt med mistænkte, men sagen er ikke opklaret.
Signalement
Gerningsmanden beskrives som dansker, og han var mellem 15 og 25 år. Han var 170-180 cm høj og bar en sort hættetrøje, blålige cowboybukser og et par blå basketstøvler af mærket Converse.
Vicepolitikommissær Helle Edelbo fra Lokalpolitiet i Grenaa siger, at politiet fortsat gerne vil i forbindelse med personer, der kan hjælpe med oplysninger i opklaringsarbejdet. Det er naturligvis en sag, man prioriterer meget højt.
Kilde: Grenaa Bladet
sof