En tyvebande tager på togter rundt i Norddjursland og begår indbrud i villaer, sommerhuse og landejendomme - i nogle tilfælde ved højlys dag. Dette tegner der sig et klart billede af efter de seneste ugers anmeldelser til politiet i Grenaa.
På Klitvej ved Fjellerup Strand blev der begået indbrud i et sommerhus. Efter at have knust en rude med en sten stak tyvene af med en radio af mærket Panasonic. Alarmen i huset gik i gang natten til tirsdag 20. november kl. 04.35, men den generede åbenbart ikke tyvene.
Ved Djurslands Efterskole på Kanneshøjvej 43 i Fjellerup er der stjålet seks 11 kgs. gule BP-gasflasker. De har en samlet værdi af ca. 4.000 kr. Ved Skovgårde Strand har der været indbrud i to sommerhuse. I et sommerhus på Gyvelvej var tyve på færde natten til torsdag 22. november. Her blev der stjålet forskelligt el-værktøj, bl.a. en afkortersav og en boremaskine begge af mærket Bosch samt en luftkompressor. På Hybenvej blev der fra et sommerhus fjernet en keramisk kogeplade. Man kan se, at tyvene også ville stjæle en opvaskemaskine, en indbygningsovn og et tv-apparat, men det lykkedes ikke at få slæbt disse effekter med.
Villa-indbrud i Glesborg
På Anemonevej i Glesborg blev der onsdag 27. november mellem kl. 18.30 og 22 begået indbrud i en villa. Tyvene kom ind ved at opbryde et vindue og stak af med nogle smykker, et digitalkamera og en bilnøgle, men de fandt ikke den bil, nøglen passer til. På Emmedsbovej mellem Gjerrild og Bønnerup blev der mandag 26. november om formiddagen begået indbrud i en landejendom. Tyvene kom ind ved at knuse en rude i en dør og forsvandt med en bærbar computer. En landejendom i Dolmer Bygade havde tyve på besøg mellem søndag 25. og tirsdag 27. november. Udbyttet blev nogle smykker og et digitalkamera. Et vindue var brudt op. Ved højlys dag onsdag 21. november blev der begået indbrud i en villa på Allestrupvej i Allestrup mellem Allingåbro og Vivild. Tyvene var på færde mellem kl. 7.00 og 14.00 og stjal en bærbar computer af mærket Fujitsu, nogle dåseøl, et mindre pengebeløb og en pung med ID-papirer. I Allingåbro var der indbrud i en lejlighed i Vestergade natten til torsdag 22. november. Efter at have brækket en bagdør op kom tyvene ind, men fandt tilsyneladende ikke noget af interesse. På Gjesingvej i Auning forsøgte tyve natten til torsdag 22. november at komme ind i en villa, men uden held. Hoveddøren blev næsten smadret, men den holdt stand. Politiet har ingen sikre spor efter den norddjurske tyvebande.
m.s.
Kilde: Grenaa Bladet
sof