Efter en pause har politiet i Grenaa modtaget en ny stribe anmeldelser om hærværk ved rudeknusninger. Værst er det gået ud over Søndre Skole ved Åboulevarden, hvor syv ruder er blevet knust.
Lignende hærværk er flere gange tidligere begået mod skolen. Lige i nærheden - på Grenaa Varmeværks central ved Åboulevarden - er der kastet en stor sten gennem en rude. Desuden har gerningsmændene revet nogle udluftningsriste ud af en mur og rykket nogle bunddæksler af.
Ved Grenaa Gymnasium er højre siderude på en parkeret bil blevet knust, og fordøren blev ødelagt, da gerningsmændene søgte at rykke den op. I junior- og ungdomsklubben på Lergravsvej 1 er en rude på 60 x 80 cm blevet smadret. Alle nævnte hærværkstilfælde fandt sted i weekenden 23.-26. november. På Klitvej ved Grenaa Havn er der begået hærværk mod en personbil, der fik stukket en skarp genstand ind i venstre fordæk. Det skete onsdag 28. november ved 11-tiden. Beboere på Kastanieallé i Trustrup fik sig en slem forskrækkelse, da en rude på 120 x 120 cm til deres villa blev knust. Det skete natten til søndag 25. november kl. præcis 01, da de hørte braget. I alle sager er politiet interesseret i at høre fra eventuelle vidner.
Kilde: Grenaa Bladet
sof