korte nyheder
400 DVD-film stjålet i lejlighed
Ca. 400 DVD-film var blandt det, der blev stjålet ved et indbrud i en lejlighed på August Kroghs Vej i Grenaa. Ved at sparke en terrassedør ind skaffede tyve sig adgang til lejligheden natten til søndag 25. november. Udover de mange DVD-film blev der taget en bærbar computer, et videokamera, et digitalkamera og en xbox spillemaskine.
Svingede med baseball-kølle
Politiet blev fredag 23. november kl. 22.45 kaldt til uro på Engdraget i Grenaa, hvor en ung mand svingede med en baseball-kølle og virkede truende over for andre. Der var tale om en 21-årig mand fra Grenaa, som er godt kendt af politiet i forvejen, og han blev sigtet for overtrædelse af våbenloven.
To anholdt efter ballade i brugs
To mænd fra Letland måtte anholdes efter, at de havde lavet en del ballade og været til besvær for personalet i Dagli' Brugsen på Århusvej 44 i Tirstrup. Ifølge politiet havde de to letter på 39 og 41 år i spirituspåvirket tilstand vist støjende og voldelig adfærd i og ved brugsen søndag 25. november ved 18-tiden. De blev taget med til Århus Politigård og sat i detentionen, fordi de var berusede. De har forklaret, at de bare var turister i landet.
Stjal pengeskab i et golfcenter
Kalø Golf Center på Århusvej 32 ved Rønde har mistet sit pengeskab. Det blev stjålet søndag 25. november mellem kl. 7.30 og 8.05, da tyve opbrød et vindue til sekretariatet, og det lykkedes dem at køre bort med sikringsskabet. Hvor mange penge, der var i, er ikke gjort op. Har nogen set en bil på p-pladsen ved golfcentret på det nævnte tidspunkt, vil politiet gerne høre nærmere.
Dagtyve i Knebel
Også i Knebel har dagtyve nu slået til. Onsdag 21. november mellem kl. 6 og 17 var der indbrud i et hus i Knebel Bygade, hvor et køkkenvindue blev brudt op. De sultne tyve fjernede forskellige madvarer, chokolade og en mobiltelefon.
PC-tyveri i tøjfirma
Tøjfirmaet Eva & Claudi på Møllebækvej 4 i Gravlev har haft besøg af indbrudstyve, der kom ind ved at opbryde et vindue. Der blev stjålet en bærbar computer, der var det eneste, som havde tyvenes interesse. Ved talrige indbrud i denne tid ser man, at tyvene kun er ude efter bærbare computere, som er det helt store hit i lyssky kredse.
Natligt besøg på skole og i hal
Toftevangskolen på Østerallé i Ebeltoft har haft natligt besøg, og det eneste, tyvene gik efter, var skolens projector. Der står skolens navn på projectoren. Midtdjurs Hallen på Marienhoffvej i Ryomgård har også haft besøg af tyve. De kom ind efter at have brækket en dør op til et depot, men fandt tilsyneladende ikke noget af interesse.
Varebil væk
Da en mand tirsdag 27. november om morgenen kom ud fra sit hjem på Hybenvangen i Ebeltoft, opdagede han, at hans varebil var væk. I nattens løb var tyve kørt med varebilen - en sort VW Touran med nummeret TD 88 536.
Stjal bil uden plader
En bil, som ikke er indregistreret, er blevet stjålet fra Søvej i Lyngsbæk ved Ebeltoft. Der er tale om en sølvgrå VW Lupo, årgang 1999.
Kastede flaske ind i udestue
Beboere i en villa på Engvej i Hornslet fik sig forleden en slem overraskelse. Pludselig blev der kastet en flaske gennem ruden til udestuen, men heldigvis blev ingen personer ramt. Politiet efterlyser eventuelle vidner til det farlige hærværk.
V
ærktøj til 70.000 kr. stjålet fra byggeplads
Værktøj til en samlet værdi af ca. 70.000 kr. er blevet stjålet fra byggepladsen ved Ydesvej i Grenaa, hvor man er ved at opføre den nye svømmehal til ca. 40 millioner kroner. Det dyre værktøj blev taget fra en container, som tyvene brød op natten til tirsdag 27. november. Værktøjet tilhører et byggefirma i Randers.
Stjal 1.000 kr. fra et lægehus
Lægehuset på Århusvej 190 i Trustrup har haft besøg af tyve. De brød ind natten til søndag 25. november og stjal ca. 1.000 kr. fra en pengekasse. Hoveddøren til lægehuset var brudt op.
Kilde: Grenaa Bladet
sof