Grenaa Kino er én af de danske biografer, der på fredag den 7. december kan præsentere den nye storfilm »Det Gyldne Kompas« som Danmarkspremiere.
 Grenaa Kino er én af de danske biografer, der på fredag den 7. december kan præsentere den nye storfilm »Det Gyldne Kompas« som Danmarkspremiere.
|
Spillefilmsdebutanten Dakota Blue Richards, Nicole Kidman, Daniel Craig, Eva Green og Sam Elliott har hovedrollerne i det helt fantastiske og hæsblæsende eventyr baseret på Philip Pullmans prisbelønnede trilogi af samme navn. I første film bliver vi introduceret for den unge og nysgerrige pige Lyra som lever i en verden meget lig vores men dog meget forskellig. Hun bor på Jordan kollegiet, hvor rektor og kollegiets professorer tager sig af hendes opdragelse, men der er en masse spørgsmål, som pirrer Lyras nysgerrighed. Hvad er det hendes onkel, Lord Asriel, har fundet på sin arktiske ekspedition? Og hvad har den smukke, unge og ærgerrige mrs. Coulter med Lord Asriels opdagelser at gøre? Og hvorfor forsvinder der igen og igen børn fra Oxford, altid sønner og døtre af fattige forældre? Bliver de taget af snapperne, som folk taler om i krogene? Lyra finder ud af, at alle disse spørgsmål hænger sammen, men for at finde frem til svarene må hun begive sig nordpå i Lord Asriels fodspor, hvor panserbjørnene vogter over deres uindtagelige fæstning, og hvor heksene flyver gennem den iskolde luft. En verden, som hidtil har været utilgængelig for mennesker...!
Instruktøren Chris Weitz stiftede første gang bekendtskab med Philip Pullmans trilogi, da han var ved at instruere »About A Boy«. Weitz forklarer:
– Gennem venner hørte jeg om denne fantastiske, engelske fantasy-serie. Og da jeg læste dem igennem, blev jeg dybt fascineret over den utrolige verden, som foldede sig ud for mig. De rummer samtidig en stor, filosofisk dybde, og bøgerne jordede totalt, hvad jeg tidligere havde læst.
Første bind af Pullmans roste trilogi, His Dark Materials, udkom i 1995 under titlen The Golden Compass (Det Gyldne Kompas). I 1997 fulgte andet bind, The Subtle Knife (Skyggernes kniv), og i 2000 udkom sidste bind, The Amber Spyglass (Ravkikkerten). Alle bøger er blevet rigt præmieret - blandt andet fik The Amber Spyglass den prestigefulde Whitbread Book of the Year, hvilket er første gang, prisen er gået til en børnebog. Trilogien er desuden tildelt »Børnenes Nobelpris«, Astrid Lindgren Prisen. Til dato er trilogien blevet solgt i 14 millioner eksemplarer på verdensplan. Pullman er øjeblikket ved at skrive en opfølger til trilogien, der har fået titlen The Book of Dust.
Kilde: Grenaa Bladet
sof