En 71-årig mand fra Grenaa er i retten blevet dømt for to spritkørsler, som han blev anholdt for med kun 40 minutters mellemrum.
Efter den første spritkørsel, hvor pensionisten i bil blev standset ved Strandgade på Grenaa Havn søndag 22. oktober 2006 kl. 15.15, blev han taget med til blodprøveudtagning på Grenaa Sygehus. Promillen viste 1,67. Herefter blev han kørt hjem af politiet. Da politiet var kørt, gik han hen for at hente bilen på Havneplads. Netop, som han var kørt hjem med den, dukkede politiet atter op. Klokken var da 15.55 - altså 40 minutter efter den første kørsel. Der blev ikke taget en ny blodprøve efter den anden kørsel, og han havde ikke drukket mellem kørslerne.
I forbindelse med den første spritkørsel tog politiet en fartmåling af hans bil ad Havnevej. Den viste, at han over 861 meter kørte med en gennemsnitshastighed af 60 km/t mod det højst tilladte 50.
Han forklarede, at han denne for ham så uheldige søndag drak nogle øl derhjemme, men huskede ikke hvor mange. Han erindrede heller ikke, hvorfor han skulle ud at køre bil. Han bestred, at han i forbindelse med den anden kørsel havde en for høj promille og gjorde gældende, at promillen efter den kørsel ikke blev målt. Men under hensyn til den nære tidsmæssige sammenhæng mellem den første og den anden kørsel fandt retten det bevist - uanset mangel på blodprøve - at promillen på dette tidspunkt også var over 1,20.
Tog hensyn til alder og helbred
Tiltalte mente, at han ikke havde behov for en alkoholistbehandling, som han var blevet tilbudt. Han sagde, at han ikke har noget alkoholproblem. Anklagemyndigheden krævede ham herefter idømt en ubetinget fængselsstraf, men heri var retten ikke enig. Ved strafudmålingen tog retten hensyn til tiltaltes alder og helbredsforhold samt, at han ikke var tidligere straffet, og fandt, at straffen kunne gøres betinget. Dommen lød på 20 dages betinget fængsel med en prøvetid på to år, en tillægsbøde på 7.000 kr. og seks års frakendelse af kørekortet.
m.s.
Kilde: Grenaa Bladet
sof