En 47-årig mand fra Ørsted er i en domsmandsret i Randers dømt til behandling på en psykiatrisk afdeling for et overfald på en af de ansatte på Tangkærcentret i Ørsted.
Episoden fandt sted på den psykiatriske institution på Sygehusvej i Ørsted torsdag 30. november 2006 kl. ca. 13.30. Den 47-årige mand, der boede på institutionen, greb med den ene arm fat om halsen på en social- og sundhedsassistent, mens han med den anden hånd, der var knyttet, flere gange slog hende i baghovedet.
Tiltalte erkendte sig skyldig i tiltalen for vold mod tjenestemand i funktion og forklarede nærmere, at han den dag havde det frygtelig dårligt, og han ville gerne indlægges på psykiatrisk afdeling i Risskov. Han kunne huske, at han tog armen rundt om halsen på social- og sundhedsassistenten, og at han slog hende i hovedet. I en periode forud for den nævnte episode var han indlagt på psykiatrisk afdeling, hvor han havde fået reguleret sin medicin. Da han kom tilbage på Tangkærcentret, blev hans medicinering reduceret. Efter voldsepisoden blev han atter indlagt på psykiatrisk afdeling, da man ikke længere turde have ham på centret. Som vidne forklarede den overfaldne social- og sundhedsassistent, at hun den dag sad på sit kontor, hvor hun var optaget af skrivearbejde. Den 47-årige stillede sig da i døren og ville have medicin. Hun bad ham vente, til hun var færdig med at skrive, og hun ville lukke døren for at skabe lidt ro. Da hun rejste sig, blev hun grebet rundt om halsen af tiltalte, der herefter slog hende nogle gange i baghovedet. En rengøringsassistent kom til, og vidnet aktiverede alarmen. Hun havde intet erstatningskrav.
Indlagt 18 gange
Af en erklæring fra en psykiatrisk speciallæge fremgik det, at den 47-årige har haft skizofreni i alvorlig grad siden ungdommen, og at han i udtalt grad er mærket af sygdommen. 18 gange har han været indlagt på et psykiatrisk hospital. Da den 47-årige på gerningstidspunktet var utilregnelig på grund af sindssygdom efter overlægens erklæring, blev han kendt straffri. For at forebygge nye overtrædelser bestemte domsmandsretten, at han skal undergive sig behandling på en psykiatrisk afdeling. Fængstetiden for den idømte foranstaltning er fem år.
m.s.
Kilde: Grenaa Bladet
sof