Som det bl.a. fremgår af retsreferaterne i Grenaa Bladet, er der usædvanlig mange borgere på Djursland, som i år har mistet kørekortet ubetinget eller betinget på grund af spritkørsel eller anden uforsvarlig kørsel.
At den er helt gal med rigtig mange østjyders trafikmoral bekræftes af de seneste tal og statistikker fra Rigspolitiets Færdselsafdeling, hvor østjyderne fremtræder som landets værste bilister, når det gælder grove trafiksynder.
Det fremgår heraf, at til og med oktober i år har 1.320 bilister i Østjyllands Politikreds, hvorunder Norddjurs og Syddjurs kommuner hører, mistet deres kørekort ubetinget eller betinget for overtrædelser af færdselsloven. Til sammenligning kan nævnes, at der i Københavns Politikreds i samme periode var 1.130 frakendelser af kørekortet, så østjyderne overhaler københavnerne, når det gælder sager om kørekort-frakendelser. I Østjyllands Politikreds er der 536.000 borgere og i Københavns Politikreds knap 100.000 flere, nemlig 630.000 borgere. Tallene er baseret på afgjorte sager, og de vil blive højere, når årets sidste to måneder kan regnes med.
Af de 1.320, som i Østjyllands Politikreds mistede kørekortet, var de 454 spritbilister, som blev frakendt kørekortet ubetinget, mens 866 fik fradømt førerretten betinget. I Københavns Politikreds var der til sammenligning 297 spritbilister i årets første ti måneder.
m.s.
Kilde: Grenaa Bladet
sof