korte nyheder fra uge 51
Stjålet bil fundet i Skovsøen
En bil, som blev stjålet i Djursgade i Grenaa natten til lørdag 15. december, blev om morgenen fundet i Skovsøen i Grenaa Plantage. Af sporene på stedet kunne man se, at gerningsmændene havde skubbet bilen ud i søen. Politiet søger at finde fingeraftryk i bilen, en rød Opel Kadett stationcar, for at få spor af biltyvene.
PC-tyveri i børnehave
Det var elektronik, tyvene var ude efter, da de brød ind i Åparkens Børnehave i Åparken 4 i Ørum. Med sig tog de en bærbar computer og en fladskærm til en PC.
Gaver og julemad stjålet i Trustrup
Det var et julebetonet indbrud, som forleden blev begået i en villa på Lykkesholmvej i Trustrup, så tyvene med dårlig samvittighed kunne fejre jul med stjålne varer. Tyvene kom ind ved at opbryde et vindue og stak af med en pose med julegaver samt en flæskesteg og noget slik. Indbruddet fandt sted lørdag 15. december mellem kl. 16 og 21.
Voldelig weekend
Weekenden d. 14.-16. december blev meget travl for politiet i Grenaa - især med hensyn til arbejde i forbindelse med voldssager. I løbet af de tre dage modtog det lokale politi ni anmeldelser om vold. Heraf var de seks fra Musikcaféen i Hornslet, to fra Østergade i Grenaa og én fra diskoteket i Hovedgaden i Rønde. De enkelte sager er omtalt særskilt andre steder i bladet.
Video-overvågning fældede voldsmand
Video-overvågningen viste sin store værdi, da en ung mand blev overfaldet på diskotek Crazy Daisy i Hovedgaden i Rønde. Den medførte, at voldssagen hurtigt blev opklaret.
Episoden fandt sted på diskoteket natten til søndag 16. december kl. ca. 02.30. En 19-årig mand fra Århus blev nikket en skalle og kunne udpege en 39-årig mand fra Ryomgård som gerningsmanden. Politiet blev tilkaldt og kunne efter at have gennemset episoden på diskotekets interne video-overvågning konstatere, at den var god nok. Den 39-årige blev sigtet for vold og kan vente et retsligt efterspil.
Vågnede op til graffiti-hærværk
Da beboere i Bygaden i Følle forleden morgen gik uden for deres hus, opdagede de, at det i nattens løb havde været mål for graffiti-hærværk. Ca. to kvadratmeter på muren var blevet overmalet med sort spraymaling, og det skete natten til søndag 16. december.
Jule-hærværk mod to skoler
To skoler på Kirkevej i Mørke har været udsat for meningsløst hærværk, der bl.a. gik ud over juleudsmykningen. På Mørke Skole på Kirkevej 13 er to ruder på hver 80 x 100 cm i en dobbeltdør blevet knust, og syv juletræskæder mellem to bygninger er revet ned og ødelagt. Alarmen på skolen gik i gang natten til søndag 16. december kl. 01.27. Det er formentlig de samme, der har lavet hærværk på Firkløverskolen ved siden af på Kirkevej 13 A. Her er fem juletræskæder revet ned og ødelagt. Også ved en villa på Vinkelvej i Mørke er der forøvet jule-hærværk. En keramisk nisse, der stod uden for huset, er blevet slået itu. Politiet i Grenaa vil gerne have henvendelser til opklaringsarbejdet.
Snurrede rundt på motortrafikvej
En 64-årig kvinde fra Viby slap heldigt fra et biluheld på motortrafikvejen ved Rønde. Kvinden kørte i personbil ad motortrafikvejen i østlig retning mod Grenaa, da bilen ved 32.6 km-kantpælen pludselig snurrede rundt og havnede i grøften i den modsatte vejside. Hun blev kørt til sygehuset, hvor der blev foretaget en scanning, men hun havde ingen brud, og efter undersøgelse kunne hun udskrives. Kvinden har ikke kunnet forklare, hvorfor hun pludselig mistede kontrollen over bilen. Uheldet skete mandag 17. december kl. godt 18.00.
Dag-indbrud i Thorsager
Dagtyve har været på spil i en villa på Tronholmvej ved Thorsager, og udbyttet blev stort: En bærbar PC, et digitalkamera, ca. 100 DVD-film, ca. 300 cd'ere og nogle smykker. Indbruddet fandt sted fredag 14. december mellem kl. 13 og 15.30.
Mister månedsløn
En 54-årig mand fra Hornslet mister en månedsløn efter, at han forleden blev afsløret i at køre varebil trods frakendelse af førerretten. Han blev standset af politiet på Tingvej i Hornslet.
Ved førstegangskørsel i frakendelsestiden er bødetaksten en netto-månedsløn.
Stjal fra Røde Kors
Der har været indbrud i Aku Fys-klinikken i Knebel Bygade 44, hvortil tyven skaffede sig adgang ved at opbryde et vindue. Der blev stjålet et mindre pengebeløb fra nogle Røde Kors-indsamlingsbøsser, der stod i klinikken. Indbruddet fandt sted natten til tirsdag 18. december.
Stjålet bil fundet udbrændt ved skov
En personbil blev forleden morgen fundet totalt udbrændt på Kvasbrovej ved Ramten Skov. Der var tale om en Opel Vectra, som viste sig at være stjålet, og biltyvene har formentlig sat ild til den for at slette alle spor. Den raserede bil blev fundet tirsdag 18. december om morgenen.
Aggressiv kvinde i Storegade
Politiet måtte tilkaldes efter, at en 55-årig kvinde havde mistet besindelsen i Storegade i Grenaa. Kvinden, der er fra Ørum, tog fat i en ung pige, hun mødte i gaden og var herefter ifølge politiet både højtråbende og aggressiv over for denne pige. Kvinden blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, men hvad, hun blev så vred over, foreligger ikke oplyst. Episoden fandt sted tirsdag 18. december ved 15.30-tiden.
Kilde: Grenaa Bladet
sof