En husejer på Århusvej i Tirstrup fik sig en slem overraskelse, da en løbsk bil pludselig tørnede ind i hans hus.
Episoden fandt sted lørdag 29. december ved 19-tiden på Århusvej 38, der ligger på den sydlige side af hovedvejen over for Hybenbakken. Manden i huset hørte pludselig et brag, der medførte, at lågen på hans bornholmerur i stuen sprang op, og uret gik i stå.
Det viste sig, at en bilist havde glemt at trække håndbremsen på sin bil, der så uden fører var rullet ind i huset. Husejeren fik senere kontakt med ejeren af bilen, og sagen blev ordnet ved, at de udvekslede forsikringsoplysninger, fortæller politiet.
Kilde: Grenaa Bladet
sof