Et kæmpestort, rødt æble på mørkegrøn baggrund. Årets æblemotiv er smukt, enkelt og markant og signalerer helt umisforståeligt ÆBLE. Kunstneren er Eva Lerche, Knebel, og motivet vandt Ebeltoft Kunstforenings konkurrence om årets æblemotiv 2008.
Syv forskellige kunstnere havde indleveret i alt 15 forslag, som kunne ses på en udstilling i Ebeltoft Kunstforenings lokaler i forbindelse med sidste års Ebelfestival, og Eva Lerches motiv blev udvalgt af en dommerkomité bestående af medlemmer af Ebeltoft Kunstforenings bestyrelse og Ebelfestivalens styregruppe.
Nu er motivet mangfoldiggjort på årets æblepostkort, der traditionen tro skal være med til at lave reklame for Ebelfestivalen. Postkortet er denne gang trykt tidligt nok til at kunne nå med på vinterens turistmesser - den første af disse afholdes allerede førstkommende weekend, i Bergen. Desuden vil man meget snart kunne få postkortet i Ebeltofts butikker og på Ebeltoft / Mols Turistbureau og de øvrige turistbureauer på Djursland. Det er Ebelfestival-styregruppens håb, at mange vil bruge postkortet til at sende hilsner med og på den måde være med til at gøre reklame for festivalen.
Motivet vil også blive brugt på plakater og dækkeservietter og i forbindelse med årets programfolder. Ebelfestivalen er godt tilfreds med samarbejdet med Ebeltoft Kunstforening og håber, at der kan indgås aftale om en ny konkurrence i år. Mange kunstnere har allerede udtrykt interesse for at deltage, så der bør være grundlag for en spændende æblekunst-udstilling med mange gode motiver.
Om der ligger noget symbolsk i, at det store, røde æble vokser ud af billedets ramme, eller i at kunstnerens fornavn er Eva, kan man jo altid overveje. Under alle omstændigheder sender det appetitvækkende æble gode signaler om den kommende Ebelfestival!
Kilde: Katrine West - Destination Djursland
sof