På fredag den 18. januar kan Grenaa Kino byde på en lidt speciel Danmarkspremiere. Det er nemlig ret sjældent, at der står en dansk filminstruktør bag en stor Hollywood-produktioner.
Navnet er Susanne Bier, og filmens titel er »Things We Lost In The Fire« med blandt andre den amerikanske superstjerne Halle Berry på rollelisten.
Filmens handling er som følger
Hun har aldrig mødt Jerry, en falleret advokat og narkoman, og hun har aldrig brudt sig om ham og den loyalitet, som hendes mand, Brian, altid har vist over for ham. Men da Brian bliver dræbt, bliver det afgørende for Audrey, at Jerry deltager i begravelsen. Jerry repræsenterer en forbindelse til Brian, og da han - måske af respekt for Brian - forsøger at komme ud af misbruget, træder Audrey til og tilbyder ham at bo i gæsteværelset i garagen.
Både Audrey og Jerry er sårede mennesker. Begge føler et stort savn. Langsomt begynder Jerry at glide ind i en rolle som manden i huset, accepteret og elsket af Audreys to børn. Jerry og Audrey kommer tættere på hinanden, måske for tæt. Begge klamrer sig til, hvad de kender til - bange for at miste. Men nogle gange bliver man nødt til at give slip på de ting, der gik tabt til ilden.
Susanne Bier får med filmen sin amerikanske debut med Hollywood-stjernerne Halle Berry og Benicio Del Toro som de to sårede sjæle, Audrey og Jerry, i »Things We Lost in the Fire«, der også har David Duchovny og Alison Lohman på rollelisten.
Susanne Bier (født 15. april 1960) fik sit gennembrud med filmen Den eneste ene (1999), der blev en stor succes. I 2002 lavede hun dogmefilmen Elsker dig for evigt og i 2004 kom Brødre. Til de to sidste film skrev Bier manuskriptet sammen med Anders Thomas Jensen. Hun er blevet nomineret til en Oscar for bedste udenlandske film for filmen Efter brylluppet, hvilket har åbnet op for muligheden for at instruere en stor, amerikansk film.
Kilde: Grenaa Bladet
sof