Roendeportalen.dk

Tak til
 






  
05/05 2023

Idømt tre års fængsel for det grove sex-overfald i Fjellerup

Sagen om det grove sex-overfald på en norsk kvinde i Fjellerup, som rystede mange på Djursland i sommer, er nu afsluttet med dom i en domsmandsret i Randers. Her blev en 50-årig mand fra Randers idømt tre års fængsel for forbrydelsen.

Af Mogens Q. Sloth

Den 50-årige, Ivan Holleufer, blev kendt skyldig i forsøg på voldtægt og anden kønslig omgængelse mod den 36-årige norske turist, som han overfaldt og udsatte for en grov og ydmygende behandling. Anklageren i sagen, politiadvokat Morten Holm, oplyser, at udgangspunktet for overfaldsvoldtægt, som der her var tale om, er to et halvt års fængsel. I den konkrete sag fra Fjellerup mente retten, at der var sådanne skærpende omstændigheder, at straffen skulle være tre år.
Af hensyn til den stærkt krænkede kvinde nedlagde retten referatforbud med hensyn til alle de afgivne forklaringer i retten. Så det kan bl.a. ikke oplyses, hvorvidt den tiltalte Ivan Holleufer erkendte eller nægtede sig skyldig. Men den omstændighed, at han modtog dommen, tyder på, at han har tilstået. Den dømte var ikke tidligere straffet, oplyser anklageren.

Fældet på dna-spor

Politiet har tidligere oplyst, at dna-spor var det vigtigste bevismateriale i sagen, og det var også dette, som førte til opklaring af den opsigtsvækkende sag.
Under efterforskningen lykkedes det politiet at sikre sig materiale med dna fra overfaldsmanden i den skov ved Fjellerup, hvor forbrydelsen blev begået mandag 16. juli. Dette materiale blev sendt til analyse på Retsgenetisk Institut. Her viste det sig, at materialet matchede den 50-åriges dna-profil (hans genetiske »fingeraftryk«). Hans dna-profil lå i forvejen i dna-registret. Den sikrede politiet sig for flere år siden i forbindelse med en helt anden type sag, som manden var involveret i.
Ca. seks uger efter forbrydelsen, onsdag 29. august, tog politiet ud og anholdt den 50-Ã¥rige randrusianer, og siden har han siddet bag tremmer.

Hendes livs mareridt

I retten var den overfaldne norske kvinde på 36 år det eneste vidne, der blev afhørt. Da der var referatforbud i retten, kan den ikke gengives her, men hun har tidligere detaljeret forklaret politiet om sit livs mareridt - den sommer-eftermiddag ved Fjellerup.
Sammen med sin familie boede hun i sommerhus ved Fjellerup Strand. Hun tog ud for at løbe en tur på strandstien mod Bønnerup, og da hun kl. ca. 17.15 var på vej tilbage til Fjellerup, passerede hun på stien en mand, der stod og kiggede ud over havet. Pludselig vendte han sig om, tog fat i hende og holdt hende fast.

Truede med kniv

Da hun ville vriste sig fri, tog han en kniv frem, som han holdt op mod hende for at pacificere hende. Hun følte, at han også pressede noget andet, måske en pistol, mod hendes bryst for at få hende til at følge med. Hun blev ført ind i en skov, der ligger knap 100 meter fra strandstien ca. halvanden km øst for Fjellerups sommerhusområde.
Efter at være tvunget ind mellem nogle træer blev kvinden bundet og fik sat en stofpose over hovedet. Da det ikke lykkedes manden at tiltvinge sig samleje, blev hun udsat for en grov form for anden kønslig omgængelse.

Flygtede nøgen

Efter ca. en halv time med denne ydmygende behandling lykkedes det kvinden at komme fri af sine bånd og stikke af, da manden gik lidt væk fra stedet. Uden en trevl på kroppen løb hun ca. 150 meter tilbage til strandstien, hvor hun mødte en voksen og fem børn, der var ude at ride en tur. De tog sig af den panikslagne kvinde, der stadig var bange for, at manden ville følge efter hende.
Efter forbrydelsen beskrev kvinden manden som værende ca. 60 år.
I forbindelse med jagten på gerningsmanden tog politiet det usædvanlige skridt, at man i Fjellerup og omegn opsatte efterlysnings-plakater for at få folks hjælp til opklaringsarbejdet, og sagen var et af sommerens store samtaleemner på Norddjursland.

Anholdt først en uskyldig mand

Politiets første efterforskning førte til anholdelse af en 57-årig mand fra Fåborg, som signalementet passede på, men anholdelsen var forkert. I retten fik manden anholdelsen opretholdt i tre døgn, men da den norske kvinde ved en konfrontation slet ikke kunne genkende den 57-årige som gerningsmanden, blev han løsladt.
Ca. en måned herefter blev den 50-årige fra Randers anholdt. Med dommen over ham er der sat punktum for en af de alvorligste forbrydelser på Djursland i en årrække. For knap en måned siden fik en 24-årig mand fra Østbirk -som tidligere omtalt i Grenaa Bladet - også tre års fængsel for at have voldtaget en 12-årig pige ved Gjerrild.

Kilde: Grenaa Bladet

sof


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem pÃ¥ din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam