Efter en pause med beskeden indbrudsaktivitet er tyveknægte atter begyndt at røre på sig forskellige steder i Syddjurs Kommune. Det afspejles i politiets døgnrapporter.
To lamper til en samlet værdi af ca. 30.000 kr. blev stjålet ved et indbrud i et sommerhus på Nordre Strandvej i Ebeltoft. Det drejer sig om en PH 5, som er hvid, og en PH stammekrone, der er bruneret i farven. Tyvene kom ind ved at knuse en rude i en dør, og det skete lørdag 19. januar mellem kl. 22.10 og 22.15. Ved et indbrud i en villa på Plantagevej i Femmøller er der stjålet to stereoanlæg af mærket B&O og en PH-standerlampe. Det skete i weekenden 18.-20. januar.
På Sandholmsvej i Lyngsbæk har der været indbrud i et sommerhus, hvor et vindue er brudt op. Der foreligger ikke en opgørelse over, hvad der er stjålet. I Egsmark har to sommerhuse haft tyvebesøg. På Ålevej var der brækket et vindue op, men tyvene fandt intet af interesse. På Skrubbevej var der knust en rude, og alt var gennemrodet, men tilsyneladende er der ikke fjernet noget.
Havnekontoret på Øerkrogvejen i Øer ved Ebeltoft har også haft besøg af indbrudstyve. Det skete natten til søndag 20. januar, da en rude til kontoret blev aflistet. Og væk var en bærbar PC og kasseapparatet med vekselpenge. På Ebeltoft Skudehavn var der indbrud i jolleklubbens lokale natten til tirsdag 22. januar. Der var knust en rude i en dør. Tyvenes udbytte kunne ikke umiddelbart gøres op. På Skolebakken i Kolind har der været indbrud i en villa ved højlys dag. Det skete fredag 18. januar mellem kl. 9.30 og 14, og tyvene stak af med en bærbar PC, et digitalkamera, nogle smykker og et mindre pengebeløb.
Sneg sig ind i ulåst ældrebolig
Fire steder i Rønde har haft besøg af tyve. Søndag 20. januar kl. ca. 05.30 sneg en tyv sig via en ulåst dør ind i en af de beskyttede boliger i Hovedgaden og stjal 1.200 kr. og en kasse med medicin. Medicinkassen blev senere fundet efterladt i byen. Ligeledes i Hovedgaden i Rønde var der indbrud i en lejlighed, hvortil et vindue blev brudt op. Der blev fjernet en bærbar computer af mærket Acer, som senere blev fundet efterladt i nærheden. Ved Hospice Djursland på Strandbakken 1 i Rønde er der stjålet et sæt arbejdsstillads til byggeri. Det er 4,5 meter langt og af mærket Zarges.
To dagindbrud
På Ulvedalsvej i Smouen ved Rønde blev der onsdag 23. januar ved højlys dag begået indbrud i en villa. Tyvene kom ind ved at sparke en fordør op mellem kl. 9.15 og 16.45. Det er ikke gjort op, hvad der er forsvundet. Ligeledes om dagen indfandt tyve sig i en landejendom på Kragkærvej i Fårup ved Mørke. Et vindue blev brudt op, og væk var en PC og en printer. Det skete tirsdag 22. januar mellem kl. 7 og 14.30.
m.s.
Kilde: Grenaa Bladet
sof