Beredskaberne på Djursland går nu sammen om at lave et Junior Brandkorps. Noget som Ebeltoft Brandvæsen i øvrigt har haft længe.
Det betyder, at piger og drenge over 10 år fra hele Djursland én gang om ugen kan komme og lægge brandslanger ud, bekæmpe ild, lære om førstehjælp og alt hvad der ellers hører med til for at være en »rigtig brandmand«.
Mathias Brøgger Jensen, 14, fra Kolind har været med i Ebeltoft Juniorbrandkorps siden han fyldte 10 år. Han skal helt sikkert også være med i det nye i Grenaa.
– Det er fedt, for man kommer til at prøve alt det, en rigtig brandmand laver, og det er rigtig spændende, fortæller han.
Han fungerer nu som holdleder for de andre juniorbrandmænd i Ebeltoft og fører an, når holdet er ude på øvelser og til stævner. Det er også planen, at unge brandmænds-aspiranter skal deltage i stævner og dyste mod andre juniorbrandmænd fra resten af landet. Og eventuelt fra udlandet.
På sigt er det også meningen, at Junior Brandkorpset skal hjælpe de »rigtige« brandmænd i forbindelse med øvelser og lignende. Det kræver ingen forudsætninger - udover interessen - at deltage. Og man er også velkommen til at komme forbi og kigge eller mærke stemningen.
Det hele starter tirsdag den 5. februar kl. 18.30 til 20.30 på Beredskabsgården i Grenaa. Her vil de første mødeaftener være. Derefter er det muligt at nogle mødeaftener vil være på de øvrige brandstationer på Djursland. Plan for uddannelsen kan ses på www.beredskabsgaarden.dk.
Kilde: Grenaa Bladet
sof