I disse dage får alle borgere i Norddjurs Kommune en nytårshilsen ind ad brevsprækken fra kommunens borgmester Torben Jensen.
Her benytter borgmesteren lejligheden til at henvende sig direkte til borgerne og kommunens medarbejdere. Det sker i folderen »Norddjurs blomstrer«, hvor kommunen reflekterer over begivenhederne i 2007 og samtidig ser fremad mod 2008.
Borgmesteren ser tilbage på det første år som stor, sammenlagt kommune. Arbejdet med at lægge fire kommuner sammen til én var omfattende, men resultatet en dynamisk, sammenhængende enhed.
– Vi havde gødet jorden godt. I de fire gamle kommuner var der enighed om, at den nye Norddjurs Kommune skulle have de bedste betingelser for at komme godt fra start. I dag kan vi se tilbage pÃ¥ et forløb, som allerede har sat sine optimistiske spor, stÃ¥r der blandt andet.
Ser fremad
Som det er tradition med »nytårstaler«, ser borgmester Torben Jensen også fremad. 2008 bliver et spændende år for Norddjurs Kommune med debat om planstrategi, projekter for overvægtige børn og unge, nye ældreboliger for næsten 300 millioner kroner og mange andre tiltag, som skal sikre og videreføre den positive udvikling i Norddjurs Kommune.
Udover, at folderen bliver husstandsomdelt, får alle kommunens ansatte et eksemplar. I flere kommunale institutioner, f.eks. på biblioteket og i Borgerservice, er eksemplarer af »Norddjurs blomstrer« også lagt til udlevering.
Kilde: Grenaa Bladet
sof