En kirkesanger tager ordet...
Onsdag d. 6. februar kl. 17.00 (m. kaffe 1/2 time før) er der atter fyraftensandagt i Grenaa Kirke, denne gang ledet af kirkesanger Egon Petersen, hvis (milde) røst man kan høre så godt som hver søndag i Simon Peters Kirke nede ved havnen.
 Kirkesanger Egon Petersen tager ordet ved den næste fyraftensandagt i Grenaa Kirke.
|
Ved jævne mellemrum gæster han også Grenaa Kirke og kapel, hvor han træder til om nødvendigt.
Egon Petersen er født i Sønderjylland, men en annonce i Jyllandsposten vedr. kontorarbejde førte ham i 1967 til Grenaa. Forinden havde han dog været på Nørgårds Højskole i Hadsten, hvor han mødte sin kone, som stammer fra Skindbjerg. Meget af arbejdslivet i Grenaa har været på kontor, men i 1986 påbegyndte han kirkesangeruddannelsen, som afsluttedes i 1987. Kort efter tog han også kordegneuddannelsen.
Skiftet i hans liv har været lærerigt og har ført ham til forskelligt hjælpearbejde bl.a. på et kristent center i Randers, hvor han har arbejdet med mennesker, som har psykiske sygdomme, er alkoholikere eller stofmisbrugere. Også Røde Kors har han været tilknyttet en overgang. Han har også selv været med til at oprette en formidling for frivilligt arbejde her i Grenaa. De senere år har kirkesangen fyldt mest i hans arbejdsliv, og sangen holder han så meget af, at den også er blevet hans store fritidsinteresse. Således deltager han nu i diverse korarbejder i fritiden, det være sig Grenaa koret, Kristeligt sangkor i Ørum en dobbeltkvartet i Ebeltoft, Optimistkoret i Grenaa, samt Djurslands julekor.
Under andagten, som også vil indeholde musikalske indslag af forskellig art, skal vi møde Egon Petersen fra en anden side end vi er vant. Egon vil fortælle om sin baggrund i en indremissionsk familie. Han vil fortælle om gode og svære tider i sit liv, ligesom han vil berette om den glæde i livet han finder igennem salmer og sange. Som andagtsleder vil han nemlig holde en tale eller refleksion, hvori han også inddrager en selvvalgt bibeltekst. Og her har kærligheden en vigtig og fremtrædende plads. Det er også ham der har valgt et antal sange og salmer, som man skal synge i fællesskab.
Kilde: Grenaa Bladet
sof