Et natligt volds- og jalousi-drama, der fandt sted i og ved et hus i Rimsø, blev forleden oprullet i en domsmandsret i Randers. En 41-årig mand fra Grenaas nordlige opland, der havde overfaldet både sin fraseparerede hustru og dennes nye ven, som han overraskede i seng sammen, blev idømt tre måneders betinget fængsel på vilkår af samfundstjeneste.
Af Mogens Q. Sloth
Den 41-årige blev kendt skyldig i at have tildelt hustruens ven adskillige knytnæveslag i ansigtet og på kroppen i forbindelse med flere volds-situationer ved huset i Rimsø. Han brugte også et kosteskaft til at slå med. Ind imellem havde han givet hustruen flere lussinger. Episoderne fandt kl. ca. 02.10 natten til søndag 27. maj. Efter at have boet sammen i ni år var den 41-årige mand og den 30-årige kvinde blevet separeret og flyttet fra hinanden. De har sammen en søn på syv år, som bor hos hende. Lørdag 26. maj om aftenen fik den 41-årige ni sms-beskeder om, at hans 30-årige hustru var fuld, og han tog ud for at se til hende. Han blev kørt til Rimsø af en ven, fordi han selv havde fået godt ti genstande.
Overraskede dem i campingvognen
Han traf hende ikke hjemme, men da han så lys i campingvognen udenfor, regnede han med, hun var der og ville gå ind for at sove hos hende. Gennem vinduet til campingvogen så han, at hustruen og hendes ven lå på sengen og havde sex. Han blev vred og frustreret og bankede på. Da de ikke ville lukke ham ind, slog han en rude til campingvognen itu og sprang ind gennem vinduet. Her overfaldt han konens ven, og de tumlede rundt på gulvet, indtil den overfaldne slap fri og nøgen flygtede derfra. Senere gik tiltalte ind i huset, hvor han gav hustruen lussinger, fordi han var vred. Da han fik øje på konens ven udenfor, løb han ud for at jage ham væk. På vej ud greb han et kosteskaft, som han brugte som våben mod konens ven, som han atter fik fat i. Han blev også selv slået. Senere væltede de ind i et hegn, hvor de fortsatte med at slås.
Blev selv overfaldet med søn på armene
Tiltalte gik ind i huset og hentede sin søn. Da han var på vej ned af en trappe med sønnen i armene, fik han et slag i baghovedet, så det kom til at bløde. Han troede, det var konens ven, der stod med en kagerulle i hånden, der havde slået, men det var det ikke. Det var hans 30-årige hustru, der havde banket ham med en lommelygte. Hustruen var således også tiltalt for vold. Hun forklarede, at hun havde slået, fordi hun var bange for, at den 41-årige atter ville angribe hendes ven. Lygteslaget faldt, mens politiet var til stede.
Mødte politiet nøgen
Som vidne forklarede kvindens ven, at han var blevet inviteret til at komme på besøg i Rimsø, og han kendte ikke hendes fraseparerede mand, der overfaldt ham. Han fortalte, at tiltalte slog ham med alt, hvad han kunne få fat i under flere volds-sekvenser. På vej tilbage til huset uden tøj på mødte han politiet. En betjent forklarede i retten, at hun forsøgte at pacificere den 41-årige med peberspray, da han skulle anholdes. Den 41-årige var også tiltalt for at have sparket og skubbet hustruens ven, men frikendtes for denne del af anklagen.
Uenige dommere
De tre dommere var uenige, da straffen skulle fastsættes til den 41-årige, der tidligere var dømt for vold i 2000. To dommere stemte for en betinget dom efter det oplyste om baggrunden for volden. Den tredie dommer stemte for 80 dages ubetinget fængsel, idet denne lagde vægt på, at volden var udøvet ved flere forskellige episoder og de skete skader. Men det blev ved de tre måneder betinget på vilkår af 70 timers ulønnet samfundstjeneste inden for otte måneder under tilsyn af Kriminalforsorgen. Desuden skal han undergive sig en alkoholistbehandling efter forsorgens nærmere bestemmelser.
Ikke nødværge
Den 30-årige kvinde fik 40 dages betinget fængsel for vold mod den 41-årige eks-mand. Selv om hun tidligere var blevet slået af ham, gav det ikke hende begrundet anledning til at svare igen med vold, mente retten. Forsvarerens påstand om, at hun handlede i nødværge, blev afvist. Hun fik den betingede dom på vilkår af 30 timers ulønnet samfundstjeneste inden for seks måneder under tilsyn af Kriminalforsorgen.
Kilde: Grenaa Bladet
sof