Norddjurs og Randers kommuner har netop færdiggjort en rapport, som kortlægger det mildest talt uheldige forløb omkring færgeoverfarten ved Udbyhøj.
Kommunernes fælles pressemeddelelse om rapporten lyder som følger:
»En ny rapport kortlægger problemerne omkring færgeoverfarten ved Udbyhøj. Arbejdsgruppen bag rapporten slår entydigt fast, at der er brug for at samle ansvaret for færgedriften hos kun en kommune. En betydelig del af årsagen til de mange problemer omkring færgefarten ved Udbyhøj er det delte ansvar mellem Randers og Norddjurs kommuner. Det bliver slået fast i den rapport, der netop er blevet færdiggjort af en fælleskommunal arbejdsgruppe. Arbejdsgruppen blev nedsat efter et møde mellem borgmestrene fra Randers og Norddjurs kommuner i oktober sidste år. Opgaven har været at skabe oversigt over aktuelle problemer med færgeoverfarten og komme med løsningsforslag. Rapporten opremser en række kendte problemstillinger omkring færgeoverfarten samt enkelte nye. Arbejdsgruppen er bl.a. blevet bekendt med, at der i forbindelse med ændring af moleanlægget i 2006 er fjernet sedimenter, som er »klappet« ved kanaløen. Denne klapning er udført uden de fornødne tilladelser. Problemets omfang er netop ved at blive undersøgt.
Arbejdet med at løse mange af problemerne er allerede iværksat, men arbejdsgruppen udelukker ikke, at nye problemstillinger kan dukke op fremover.
Hvad angår organiseringen af færgeoverfarten fastslår arbejdsgruppen, at det delte ansvar mellem Randers og Norddjurs kommuner har været en medvirkende årsag til mange problemer gennem tiden. Arbejdsgruppen anbefaler derfor, at ansvaret for driften af færgeoverfarten placeres entydigt hos en af kommunerne. Dog skal finansieringen stadig være fælles.
Kommunaldirektørerne i de to kommuner er enige om, at rapporten er et godt grundlag for at få skabt de permanente forbedringer af færgeoverfarten, som er nødvendige.
»Rapporten skaber et klart overblik over de områder, vi skal fokusere på. Nu ser vi fremad med det fælles mål at få etableret en stabil og sikker færgedrift ved Udbyhøj«, konstaterer kommunaldirektørerne i fællesskab.
Kilde: Grenaa Bladet
sof