En 29-årig kvinde fra Kolind blev i en domsmandsret i Randers idømt 30 dages betinget fængsel for vold.
Episoden fandt sted lørdag 25. august ud for døgnkiosken i Hovedgaden 47 i Allingåbro, og kvinden blev kendt skyldig i her at have slået en mand i ansigtet med flad hånd.
Hun var kørt til Allingåbro sammen med en 20-årig ven fra Hornslet, som her skulle møde en ven, der imidlertid ikke dukkede op. I stedet kom den 20-årige i klammeri med en tilfældig kunde i døgnkiosken, som han senere truede med et gevær. Kvinden forklarede i retten, at kundenden havde virket aggressiv og truende over for hendes ven. Derfor skubbede hun til ham for at få ham væk, hvorefter hun »gik i sort«, som hun udtrykte det. Den overfaldne mand fortalte som vidne, at kvinden to gange havde slået ham på læben med flad hånd, hvorefter han blev truet på livet med et gevær af hendes ven. Da der var tale om forholdsvis beskeden vold, og da hun ikke var tidligere straffet, slap hun med 30 dages betinget fængsel, der har en prøvetid på et år.
m.s.
Kilde: Grenaa Bladet
sof